Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Baden, Gustav Ludvig, 1764-1840, Historiker og Jurist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ubehagelige, slap det ikke, naar det først havde Lejlighed
til at komme ham til Livs. Samtiden havde derfor ogsaa
det Indtryk, at man gik strængere til Værks mod B.,
end man ellers plejede i lignende Tilfælde. Aktionen
mod ham gik sin Gænge, og, da personlig Arrest truede
B., greb han i Efteraaret 1822 til den fortvivlede
Udvej at flygte til Hamborg, hvorfra han med en
svensk Skipper rejste til Christiania; utrættelig i
Arbejde søgte og fik han her, især ved Justitiarius
J. C. Bergs Indflydelse, Beskæftigelse i Rigsarkivet,
ligesom han i det hele blev meget vel modtaget af
de norske Lærde, om han end ogsaa her stødte mange
fra sig ved sit heftige Væsen. Men længe varede det
ikke, inden han, trods en højtidelig Forestilling
til den norsk-svenske Konge, maatte finde sig i at
blive udleveret og ført tilbage til Kjøbenhavn som
Fange. Efter sin Sædvane vedblev han i Fængselet sine
Studeringer fra den tidlige Morgen. Det var 2. Bind
af «Smaa Afhandlinger og Bemærkninger fornemmelig i
Fædrenelandets, Middelalderens og den kristne Kirkes
Historie», som han efter sin Forlæggers Ønske samlede
til Udgivelse. Denne Bog udkom 1824 og skulde gjøre
B.s Ulykke fuldstændig; paa flere Steder havde han
nemlig i den udtalt sig saa skarpt mod Kristendommen,
at Kancelliet – efter Biskop Münters Angivelse –
fandt sig foranlediget til at lade B. tiltale
derfor. Ved Overrettens Dom blev B. dømt til
Embedsfortabelse og 3 Aars Landsforvisning, hvilken
sidste dog ved Højesterets Dom af 13. Nov. 1824
formildedes til et Aars Statsfængsel (i Citadellet);
hans Gjæld blev afgjort ved Ramus’ Tilbud og
Sammenskud af danske og norske Venner. At han for
Resten af sit Liv var under Censur, er selvfølgeligt.
Da Fængselsaaret var overstaaet, var B. fri, men uden
Subsistensmidler, ikke en Skillings Pension. Han tog
Bolig i Kjøbenhavn og levede af, hvad hans litterære
Arbejder indbragte, og af, hvad hans Døtre kunde
fortjene ved Haandarbejde; hans svagelige Hustru
døde 16. Febr. 1831. Som rimeligt er, var det et
tarveligt Liv, og Pengene forstod B. ikke at holde
paa; havde han nogen, gik han paa Konditorierne
for at traktere sin Yndling, en lille Datterdatter,
han havde i Huset, eller han kjøbte Lamper for dem,
hans største Passion. Enkelte Velyndere af ham lode
ham tilflyde nogen Understøttelse, og af dem maa især
nævnes, foruden Ramus, Konferensraad Nicolai Abraham
Holten, Gehejmestatsminister Frederik Moltke
og en Kobbersmed Nyeholm. B. døde 25. Avg. 1840.
B.s Karakter var en mærkelig Sammensætning; han havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
