Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Baggesen, Jens (Immanuel), 1764-1826, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Digte til Nanna» og de i Højde med Rimbrevene
staaende «Poetiske Epistler» – Arbejder, som under
de givne Forhold naturligvis maatte savne den
rette Anerkjendelse. Gaaden «Det evige Sindbillede»
sysselsatte dog nogle af Tidens bedste Hoveder, men
fremkaldte ogsaa Grundtvigs «Rimelige Strøtanker ved
Kalundborgs i Livet vel meriterede Stads-Satyrikus
Jens Baggesens Grav». Senere stillede – som allerede
kortelig nævnt – Grundtvig sig væsentligst paa
Baggesens Side med sin store Afhandling «Om Digterne
Oehlenschläger og Baggesen», med Indlægget «Om
Tylvten, til vedkommende» o. fl. a. Skrifter.
Oehlenschläger havde kun én Gang taget direkte
til Orde mod B. i en «Erklæring til Publikum»,
men ved adskillige Allusioner i sine Skrifter
(«Fiskeren», «Hroars Saga», «Robinson i England»,
«En Rejse») bidraget til at nære Forestillingen om
ham som en af Misundelse inspireret Modstander. I
sit sidste paa Dansk udgivne Skrift «Rosenblade
med et Par Torne» (1819) afsluttede B. Striden
med nogle satiriske Udfald imod Oehlenschläger
(bl. a. Parodierne «Shak Peer eller Adam Vævers
Romance» og «Robinson i England»), men tillige
med det skjønne Digt «Jubelæblet eller den gamle
Harpespiller», hvor Oldingen, «hvis Tid er omme»,
ser Sangens Livsæble gløde frem i Træet, som han har
vandet med sit Hjærteblod, og fuld af Fryd vil gribe
det, – da en Dreng træder ind i Lunden, og den gamle
i sit Dødsøjeblik maa se, at «da hans Offers Frugt
var moden, faldt den ned i Drengens Skjød»; Tanken
giver et lignende Billede som i Rimbrevet «Noureddin
til Aladdin», med hvilket den lange Kamp oprindelig
indvarsledes ved dets Fremhævelse af Modsætningen
mellem de to Digternaturer.
B., der allerede 1814 var bleven entlediget fra sit
Professorat i Kiel, forlod for sidste Gang Danmark i
Efteraaret 1820 og drog med Familie til Paris. En Del
af Vinteren maatte han her tilbringe i Gjældsfængsel,
og Sygdom, hans stadige Svøbe fra Ungdommen af,
tærede alt mere og mere paa hans Kraft. I et og
samme Aar – 1822 – døde hans Hustru Fanny og hans
Søn af Ægteskabet med hende, den usædvanlig begavede
Paul. Efter deres Død opholdt han sig mest i Schweits,
altid lidende, men ogsaa altid sysselsat, dels med
filosofiske Studier og religiøs Tænkning, dels med
Arbejdet paa sit store humoristiske Epos «Adam und Eva
oder die Geschichte des Sündenfalls», der udkom efter
hans Død. I Somrene 1825 og 26 brugte han Badekure
i Karlsbad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
