Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bartholin, Caspar, 1655-1738, Generalprokurør, Læge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fremmede deres egne Interesser ved Universitetet –
især ved bestandig at sørge for, at de flest mulige
Professorater overdroges dem –, Anledning til en
1707 fremkommen anonym Klage, der til Dels satte en
Stopper for Slægtens Nepotisme.
Indtil 1701 vedblev B. at docere Anatomien, og efter
den Tid har hans Virksomhed som Universitetslærer
næppe været stor, saa meget mere som der efterhaanden
var blevet lagt Beslag paa hans Kræfter og Tid i
ganske andre Retninger. Som saa mange andre Embedsmænd
fik han nemlig Sæde i Højesteret (1691), hvormed
1694 fulgte Titel af Justitsraad, 1708 af Etatsraad,
og 1719 betroede Kongen ham den ansvarsfulde og
omfattende Post som Generalprokurør til 1729. Det gik
ham som flere andre, at hans Brugbarhed skaffede ham
saa mange Embeder, at man ikke fatter, hvorledes han
kunde overkomme dem. Efter at han 1722 var bleven
Konferensraad, udnævntes han til Deputeret for Finanserne
indtil 1730. Den største Hædersbevisning blev ham til Del,
da Kongen 1729 gav ham det hvide Baand, som endnu aldrig havde
smykket nogen borgerlig og selv til adelige uddeltes
sparsomt; til sit Valgsprog tog B. «invia virtuti
nulla est via». To Aar efter optoges han med sin
Slægt i Adelsstanden. Han døde 11. Juni 1738 som
Senior Universitatis. Efter sin Fader havde han
arvet Hagestedgaard, som han solgte 1686. Han ægtede
i Sept. 1679 Anna Fabricius, f. 10. Nov. 1643 d. 18.
Febr. 1713, Datter af Lægen, Dr. jur. & med. Christian
F. og Enke efter Assessor Jørgen Reitzer.
B.s litterære Arbejder ere talrige fra den Epoke
af hans Liv, da han endnu ikke var overlæsset med
uvidenskabelige Embedspligter; efter den Tid ere
de kun faa, som naturligt er. Som ovenfor nævnt har
han leveret flere Arbejder i den klassiske Arkæologi
(om de gamles Øresmykker, om de gamles Fløjter); men
sin største Betydning har han som lægevidenskabelig
Forfatter. Naar Riegels i de stærkeste Udtryk
bebrejder B., at han sveg sit egentlige Kald,
Videnskabsmandens, for at være Adelens Haandlanger
og arbejde i Kollegierne, er dette næppe ganske uden
Grund, og at han blev trukken frem af den Reventlowske
alt formaaende Slægt, er der ogsaa andet, der
tyder paa, end Riegels’ Udsagn alene. Hvorledes
B.s Virksomhed uden for Universitetet har været, er
det nu vanskeligt at dømme om; det taler for hans
Uundværlighed, at han efter de ved Frederik IV’s
Død indtraadte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
