Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lauremberg, Hans Willumsen, 1590 - 1658, Mathematiker, Filolog og Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Indfald og Dyrtid i Aarhundredets Midte havde
forarmet Landet og gjort Lønningernes Udbetaling
uregelmæssig, saa at L., der havde stor Familie,
synes at have endt sine Dage i Næringssorg. Han
døde 28. Febr. 1658 og efterfulgtes i Embedet af sin
nedennævnte Søn Sebastian L.
Uagtet der ikke er bevaret noget Værk paa Dansk fra
L.s Haand, og skjønt det vel er usikkert, i hvilket
Omfang han har behersket vort Sprog, har han dog haft
en ikke ringe Indflydelse paa dansk Aandsliv, og det
mere som Digter end som Videnskabsmand. Allerede
som en af Tidens mest fremragende latinske Poeter
har han Betydning; i talrige Lejlighedsdigte
optraadte han bl. a. som Ordfører for Akademiet,
og hans «Satyra» (1636) indeholder Spirerne til de
senere plattyske Skjæmtedigte. Men det er dog især
som Hofpoet, at L. betegner et Vendepunkt i vort
Skuespils Historie. Man kjendte her til Lands kun
Reformationstidens religiøsmoralske Skolekomedie,
da L. 1634 i Anledning af Christian IV’s ældste Søns
Bryllup skrev 2 mythologisk-allegoriske Festdramer
paa Tysk, «Aqvilo» og «Kong Phineus», i Renæssancens
verdslige Kunststil, som den Gang selv i Tyskland
var temmelig ny. Disse Skuespil og en sammen med dem
opført Ballet gjorde det ganske af med den gamle
dramatiske Smag hos os. Aaret efter spilledes for
sidste Gang en Skolekomedie, og 21 Aar senere, ved
Christian V’s Hylding 1655, førte L. atter Skuespillet
et Skridt videre i Renæssancens Aand med den første
her opførte Opera, «Arion», en allegorisk Lykønskning
fra Akademiet.
Den nærmeste Følge af dette Smagsomslag blev
imidlertid, at Skuespil paa Dansk for lang Tid
ophørte og afløstes af tyske og franske Balletter
og Operaer. L.s reciterende Skuespil bleve ikke
efterlignede og have i og for sig heller ikke stort
Værd: det højtyske Sprog, som han her var nødt til
at anvende, og den nye Kunststil, som han egentlig
ikke yndede, hindrede den frie Udfoldelse af hans
Digterevne. Det bedste er de indlagte komiske
Bondescener paa hans plattyske Modersmaal, som
varsle om hans, ligeledes plattyske, Hovedværk:
«Veer Schertzgedichte» (1652). Her slaar han sig
rigtig løs i gammeldags-gemytlig, bred og snakkesalig,
jævnlig ogsaa plump og uanstændig Satire over Tidens
«alamodiske» Noder og Unoder i Dragt og Sprog, over
Lejlighedsdigtningen og ikke mindst over den nye,
stive og højtidelige, regelrette Kunstpoesi, hvis
Versemaal, Alexandrineren, han dog selv benytter.
Skjønt Satiren nærmere er rettet mod nordtyske end mod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
