Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lundbye, Johan Thomas, 1818-48, Dyr- og Landskabsmaler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Beskueren. Fra sine første Forsøg, hvori Gjengivelsen af Heste og
Soldater var ligesom en Arv fra det militære Hjem, vendte han sig
hurtig til Dyrene, der snart bleve «hans bedste Venner». I 1835
begyndte han at udstille; i 1839 konkurrerede han til den
Neuhausenske Præmie med «Parti af Dyrehaven med Hjorte og Hinde»,
hvori hans Behandling af Landskabet ikke stod fuldt paa Højde
med hans Iagttagelse af Dyrenes Liv. Billedet fik heller ikke
Præmien, men blev kjøbt af Kunstforeningen i Kjøbenhavn. Maaske
Bevidstheden om, hvad han savnede, har ført ham til i de følgende
Aar med saa stor Ihærdighed at kaste sig over Landskabsstudier.
L. havde stadig en ikke ringe Kamp at bestaa med en Teknik,
som han ikke ret elskede, men som han følte, han maatte tilegne
sig, hvad det end skulde koste, og det mente hans Venner ogsaa.
Men hans Natur værnede om hans Talent. Naar han vilde male,
gik han ikke med Kammeraterne til de tætte, grønne Skove, de
bugnende Kornmarker, men han søgte ud til Landets aabne Vidder
med sandede Bakker og øde Brinker, med blege Farver over de
spredte, vejrpiskede Træer og med stor Luft, hvori mægtige
Skyer paa deres Svaneflugt kastede vexlende Skygger over Landet. Der
fandt han i Linjernes Spil den Ynde, som gjenspejlede sig i hans
Sjæl og gik over paa Billedfladen. Hans Kortsynethed, hvori han
selv og andre saa en Hindring, der maatte virke hemmende paa
hans Udvikling, gjorde ham netop til Banebryder for en fri malerisk
Behandling, der gav Oljemaleriets tunge Farver Lethed og Luftighed.
For hans Øje samlede Enkelthederne sig i Masser, der gave hans
Syn paa Landskabet en Storladenhed og en Sandhed, som hans
samtidige ikke rigtig kunde være med til strax; de saa
Enkelthederne for godt. Selv naar hans Ven og Studiefælle P. C.
Skovgaard, der ellers i den tekniske Udførelse kunde være ham en
støt og paalidelig Raadgiver, malede et Billede fra de samme Egne,
blev dog Valget anderledes. Skovgaard malede «Vognserup Allé»
med de mægtige Træer i deres frodigste Sommerpragt, L. malede
Engen eller Græsmarken med de lave Bakker, der blidt fortonede
sig i det fjærne. Et stort Landskabsmaleri, «Kystparti ved Isefjord»,
som nu Straaler i gjenfødt Herlighed paa en Ende væg i en af
Kunstmusæets nye Sale, var udstillet 1843 og blev kjøbt til den
kongl. Malerisamling. Men efterhaanden fandt Dyrene atter Plads
i en Jordbund, som ved ihærdige Studier, saa at sige paa ny, var
bleven beredt for dem. Allerede 1841 konkurrerede han igjen,
men forgjæves, om den Neuhausenske Præmie med «En
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
