Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lunge, Vincents Vincentsen, -1536, dansk og norsk Rigsraad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sendtes til det søndenfjældske. At dette Hverv betroedes V. L.,
laa maaske ogsaa i, at han, der ikke synes at have haft samlet
Jordegods i Danmark, allerede da havde kastet sit Blik paa den
norske Rigshofmester Niels Henriksens (Gyldenløves) ældste Datter,
Margrethe, der i nogen Tid havde været ved Christian II’s Hof.
Sikkert er det, at han kort efter sin Ankomst til Norge blev
lovformelig trolovet og kort efter gift med hende. Dette Giftermaal
blev af den største Betydning, ikke blot for V. L. selv, men for
hele Norges Stilling til Danmark. V. L. blev herved knyttet til
den rigeste og mægtigste Familie i Norge, med Udsigt til Rigdom
og Magt for sig selv. Med beregnende Snildhed optraadte han nu
som den norske Selvstændigheds Forsvarer, dog under Forbindelsen
med Danmark. Ved kloge Underhandlinger lykkedes det ham (Dec.
1523) at faa sig overdraget Norges vigtigste Fæstning, Bergenhus,
med alle dertil liggende Len mod at holde Slot og Len til Norges
Krone «og til den Fyrste og Herre, som Gud haver undt at blive
Konge over Danmarks og Norges Rige». Selv lovede han «at
være en god, tro norsk Mand, byggende og boende i Norge».
Dette Rige skulde ikke være et Lydland under Danmark, ikke «en
Ladegaard» til Danmarks Rige, som V. L. senere udtrykker sig,
ikke, som hidtil, et Slags Arverige, men et selvstændigt Valgrige,
med sin egen Haandfæstning, ligesom Danmark; Slot og Len skulde
kun gives til indfødte norske Mænd eller «indgiftede» Adelsmænd,
der fik lige Ret med de indfødte.
Under de daværende opløste Forhold i Norge fandt V. L.
villigt Øre for sine Planer; han var i det Øjeblik ogsaa den eneste
Mand af virkelig Betydning fra Lindesnæs til Vardøhus; alle andre
maatte som villige Redskaber bøje sig for hans store Aandsoverlegenhed.
Hans Svigerfader, Rigshofmesteren, døde under
Forhandlingerne (Dec. 1523). Den nyvalgte Ærkebiskop, Olaf Engelbrechtsen,
var fraværende for at søge pavelig Bekræftelse paa sit
Embede i Rom; vel havde han paa Udrejsen i Mecheln svoret
Christian II Troskab; men paa Tilbagerejsen havde han i Foraaret
1524 haft en Sammenkomst med Frederik I og havde maattet give
denne Løfter. Som et svajende Rør stod Ærkebispen i den
følgende Tid mellem sit Forhold til Christian II og til Frederik I,
efter Omstændighederne hældende snart til den ene, snart til den
anden Side. Under disse Forhold lykkedes det V. L. ved sin
stærke Hævden af Norges Selvstændighed og ved indsmigrende
Breve ogsaa at vinde Ærkebispen. Paa et Rigsraadsmøde i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
