Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Løvenørn, Poul (Vendelbo), 1686-1740, Officer og Statsmand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
to Stater, som det var Frederik IV vigtigt at se ikke
kom i Haarene paa hinanden, sendte han atter L. til
Berlin. Han blev ved Hoffet her modtaget formelig som
en gammel Husven; men netop derved kom han i en meget
vanskelig Stilling. Det var nu, at det bekjendte
Familiedrama blev spillet ved det preussiske Hof,
der førte til, at Kronprinsen, den senere Frederik
den store, fortvivlet over Faderens Mishandlinger,
vilde flygte til Frankrig, men blev opsnappet og sat
i Fængsel som Desertør, saaledes at der endog var Fare
for, at Kongen vilde lade ham henrette. De voldsomste
Familieoptrin, hvori ogsaa Dronningen var indviklet,
stode i Forbindelse dermed. Ved denne Lejlighed havde
L. den lidet misundelsesværdige Stilling at være
begge Parters fortrolige. Kronprinsen havde endog
vist ham saa stor Tillid, at han havde fortalt ham,
at han vilde flygte, hvad L. paa det mest indtrængende
fraraadede ham. En kort Tid vakte det den preussiske
Konges store Fortrydelse, at L. ikke havde røbet ham,
hvad Sønnen havde tænkt paa; men hans Vrede tabte
sig dog hurtig, og baade han og Kronprinsen bevarede
siden L. i den venligste Erindring. Men under alt
dette var Opholdet i Berlin blevet L. utaaleligt,
Jorden brændte under Fødderne paa ham. Det var derfor
som en sand Befrielse, at han opfattede den Ordre,
han netop nu fik til strax at vende hjem. Frederik IV
var død 12. Okt. 1730, og den unge Konge, Christian
VI, havde Brug for ham her hjemme.
De Mænd, som Kong Christian strax tog til sine
vigtigste Raadgivere, Brødrene Plessen og Ivar
Rosenkrantz, havde, som ovenfor omtalt, tidligere
været L.s Venner, og han syntes derfor at maatte
passe godt ved Siden af dem paa den høje Stilling,
som Kongen nu overdrog ham, nemlig Pladsen
som Overkrigssekretær, hvorved han baade blev,
hvad vi vilde kalde Krigs- og Marineminister. Man
skulde tro, at den joviale, livsglade L. kun lidet
maatte falde i den sygelige, pietistiske Christian
VI’s og den ligesindede Dronnings Smag. Men ogsaa
her viste sig hans mærkelige Evne til at vinde
Mennesker, og det vel at mærke, uden at han nogen
Sinde fornægtede sin aabne, djærve Natur. Han var
en af dem, som Kongeparret afgjort holdt mest af,
og deres Venskab for ham varede urokket indtil hans
Død. L. ledede de Sager, der hørte under ham, med
fast Haand uden Persons Anseelse, han søgte særlig
at forbedre Landofficerernes Uddannelse, og for
Flaadens Vedkommende fremmede han stærkt Bygning af
nye Linjeskibe, i det han her havde den talentfulde
Benstrup (II, 61) at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
