Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Magnússon, Finnur, 1781-1847, Gehejmearkivar, Oldforsker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
for at gjøre den oldnordiske Litteratur bekjendt i videre Kredse.
Med ham har han deltaget i Udgivelsen af «Fornmanna sögur»
VIII-X og har givet dansk Oversættelse til Digtene i «Oldnordiske
Sagaer» VI-X; men navnlig har han væsentlig Andel i det
fortjenstfulde Kildeskrift «Grønlands historiske Mindesmærker» I-III
(1838-42), som stedse bevarer sin Betydning, hvorvel man ogsaa
der træffer uholdbare Gisninger. I Sammenhæng med denne
Virksomhed kan nævnes, at F. M. 1822 blev Medlem af den
Arnamagnæanske Kommission og fra 1829 var dennes Sekretær.
1816 var F. M. bleven beskikket til Medlem af Kommissionen
for fædrelandske Oldsagers Bevaring, og saa vel denne Stilling som
hans Forhold til Oldskriftselskabet affødte talrige Afhandlinger i de
dertil knyttede Tidsskrifter. Som Afhandlinger af blivende Værd
maa fremhæves hans Redegjørelse for Undersøgelsen af den 1820
aabnede Jellinghøj («Antikvar. Annaler» III-IV) og «Om de
engelskes Handel paa Island i det 15. Aarhundrede» («Nord. Tidsskr.
f. Oldkynd.» I). Særlig følte han sig hendraget til Runemindesmærkernes
Fortolkning, og mangfoldige af hans Afhandlinger have
dette Æmne til Gjenstand; men han naaede her, trods sit islandske
Modersmaal, kun lidet tilfredsstillende Resultater; han ligesom
instinktmæssig undviger det nærliggende og paa Forhaand
sandsynlige for at blive staaende ved fantastiske og sproglig umulige
Forklaringer. Paa dette Omraade beredte hans opsigtvækkende
Fortolkning af Runamoindskriften ham, efter en forbigaaende Triumf,
den største Skuffelse. Efter at denne allerede af Saxo omtalte
blekingske Klippeformation med runelignende Tegn 1833 var bleven
undersøgt paa Videnskabernes Selskabs Foranstaltning, og F. M. af
Geologen Forchhammer havde faaet udpeget de formentlig kunstige
Linjer blandt Basaltgangens Revner, læste han ved en mærkelig
Selvsuggestion heri et oldnordisk bogstavrimet Vers med Hentydning
til de Begivenheder, som efter Saxo maatte forudsættes. Og dog
vare – som Worsaaes senere Undersøgelse paa selve Stedet
godtgjorde – samtlige Linjer i Basalten naturlige Revner. F. M.s
Læsning var naaet ved at forudsætte Anvendelsen af Binderuner i
et ellers ukjendt Omfang og give disse Tegn en vilkaarlig
Opløsning. Læsningen bekjendtgjordes foreløbig 1834, men først 1841
udkom F. M.s store herom handlende Værk: «Runamo og Runerne»
(i Vidsk. Selskabs Skrifter), og Opdagelsen vandt ikke ringe
Navnkundighed i Evropa, indtil Worsaaes Gjendrivelse 1844 slog den til
Jorden. Næste Aar medførte for F. M. en næsten lige saa pinlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
