Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marstrand, Vilhelm Nicolai, 1810-73, Maler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Flyttedagsscene» (1831), «Nedgang til en Kjælder» (1831), «Scene ved et
Konsumtionshus» (1831), «Gadescene i Hundedagene» (1833),
«Beskjænkede, der forlade Kjælderen» (1835) og endelig «En
Avktionsscene» (1836) illustrerede det ret tarvelige, brave Kjøbenhavn i
Trediverne med dets Originaler, Spidsborgere, Holmens Folk,
Madammer, Gadedrenge og Hunde. Det var Datidens «Kjøbenhavnere
med et provinsielt Tilsnit, som her saa sig i Spejl og blev foreviget
til Glæde for sig selv og Efterverdenen. Det var vel den Gang,
at man ventede en Hogarth af den unge Kunstner, thi man troede
at skimte den puritanske Moralprædikant bag hans Munterhed og
Spot. Intet laa imidlertid M. fjærnere end at sætte sit Liv ind
herpaa; han betragtede selv disse Arbejder som et Slags
Impromptuer, i det væsentlige fremkomne for at tjene Brødet. Hans
kjærnesunde Natur fandt Behag i at iagttage Almuen og saa at sige
forberede sig til større Opgaver under Paavirkning af Folkelivets
Oprindelighed, men samtidig – endog paa et meget tidligt
Tidspunkt – følte han sig hendragen til Historiemaleriet («Svend
Estridsen og Biskop Vilhelm», 1832), skjønt han længe tvivlede
om sine Evner i denne Retning. Af hans egne Ytringer faar man
nærmest det Indtryk, at han var sig Maalets Storhed bevidst, og
at han vilde staa fuldt rustet til saadan mandelig Idræt, før han
overhovedet turde indlade sig paa den for Alvor. Ogsaa begyndte
han tidlig at kæmpe for en malerisk Virkning i Farvegivning og
Behandling. Det «musikalske Aftenselskab» med Portrætfigurer fra
1834 afslører hans Bestræbelser i denne Retning og betegner saa
at sige det Tidspunkt, da han fra at have været Karakterskildrer
begyndte at føle sig som </i>Maler.</i>
Han vilde nu ud i Verden; han maatte lære, gjøre Erfaringer,
se sig om, studere andre Kunstneres Arbejder, fordybe sig i
fremmede Landes Natur, suge Honning som Bien af Fortidens og
Udlandets Kunst. Med et Stipendium, der paa Akademiets varme
Anbefaling bevilgedes ham af Fonden ad usus publicos, begav han
sig paa Vej til Italien i Avg. 1836, og den Stemning, som den
Gang beherskede ham, fremgaar af hans Breve til Hjemmet. «Mit
Indre» – skriver han til sin Moder fra München – «er endnu
et Pulterkammer, hvori jeg ikke selv kan hitte Rede, langt mindre
andre. Jeg vil blot sige, at det var godt, jeg kom ud, thi her er
uhyre meget at lære, og jeg har meget at kaste bort og glemme
for at give Plads for noget bedre.» Saa overvældet var han af
de mangeartede Indtryk, at han endnu i Jan. 1837 skriver fra Rom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
