Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marstrand, Vilhelm Nicolai, 1810-73, Maler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Øjeblik var opstaaet hos ham til at slaa ind paa det religiøse
Maleri, trængte han hurtig tilbage. «Fængselsscene i Rom», som
udstilledes i 1838, gjorde Indtryk ved sin fornemme kunstneriske
Holdning og Alvor, men Kunstneren fandt dog først sig selv helt
i de paafølgende Arbejder: «St. Antoniusfesten i Rom» (udst. 1839),
«Scene af det neapolitanske Folkeliv» (1839), «Romerske Borgere
forsamlede til Lystighed i et Osteri» (1840) og endelig «Scene af
Oktoberfesten i Rom» (udstillet i 1840 i Rom og Aaret efter paa
Charlottenborg, hvor det enstemmig tilkjendtes Udstillingsmedaillen).
Det er med rette blevet bemærket om disse italienske Genrebilleder,
at de ikke blot virke ved deres ungdommelige, sorgløse Livsglæde
og sunde, smittende Humør, men tillige ved deres overvældende
Rigdom. Der er i ethvert af dem Stof til mange Genrebilleder,
thi Ideerne ere udstrøede i dem saa rundhaandet og ødselt, som
kun en grand Seigneur i Aandens Rige ustraffet kan tillade sig.
Men Kunstneren glemte ikke sit Fædreland, fordi han havde
drukket af Sydens lette, perlende Vin. De Ord, han mange Aar
efter (i 1873) skrev til sin Søn i Udlandet: «Nu glæder jeg mig
til, at du helst vil vende hjem igjen og her anvende den indsamlede
Erfaring, tjene dit Fædreland og leve i Samvirken med, hvad der
er dygtigt og godt her», kunde anvendes paa ham selv. Han
betragtede sine Ophold i Italien som Læreaar, Indvielsens
befrugtende Tid; han vilde nu «fremmane den danske Naturs Skjønhed
for Folket gjennem Kunsten» paa Grundlag af, hvad han havde
lært i Udlandet. Men i Modsætning til den Høyenske Skoles
Opfattelse, at Kunstnerne kun skulde beskæftige sig med nationale
Æmner og til en vis Grad stænge sig ude fra fremmed Paavirkning,
hævdede han med Eftertryk, at man netop skulde omplante det
fremmede paa dansk Grund og lade det udvikle sig i det nordiske
Klima og under nordiske Forhold. «Hvorfor» – spurgte han –
«skulle vi lade os nøje med Hvidroer, naar vi kunne have
Ferskener?» Selv søgte han i Aarenes Løb uophørlig bort fra den
hjemlige Kube til Steder, hvor stærke kunstneriske Strømninger gik;
saaledes var han fra 1845-48 atter i Italien, i 1850 studerede han
svensk Folkeliv i Dalarne, i 1853-54 var han i Venedig, i 1861 i
Paris og i 1869 paa ny i Italien, for sidste Gang. For saa vidt
var der noget kosmopolitisk i hans Karakter; han nærede dyb
Beundring for de store Italienere, især Tizian og Paolo Veronese;
han studerede Nederlænderne van der Helst, Rembrandt og van
Dijck og kunde under sine Besøg i Udlandet skjæmte elskværdig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
