Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marstrand, Vilhelm Nicolai, 1810-73, Maler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som vil bære hans Navn gjennem Tiderne, den fuldmodne Frugt
af hans geniale Stræben.
Imellem de anførte Arbejder fik M. Tid til adskilligt andet;
det var, som om en overvættes, næsten vidunderlig
Produktionstrang holdt ham i( Aande og uophørlig førte ham ind paa nye
Opgaver. Lidende (af Sukkersyge), tungsindig og mørk efter sin
Hustrus Dødsfald udstillede han i 1869 «Den store Nadver»,
Parabelen om Kongesønnens Bryllup, et Æmne, som i mange Aar
havde beskæftiget ham og allerede havde foresvævet ham under
Opholdet i Venedig, da han følte sig stærkt tiltrukken af Paolo
Veronese. Ogsaa i dette Værk, om hvilket man har sagt, at det
ligesom i en Sum udtaler hans dybe Humanitet og ædle
Menneske-hjærte, var hans Aand lys vaagen, rig og begejstret, og den vedblev
at være det, endogsaa efter at et apoplektisk Anfald havde ramt
ham i Okt. 1871, netop som han havde fuldført det store
Universitetsbillede. Han vedblev at male og tegne og gjøre Udkast til
Billeder, indtil han i April 1872 paadrog sig en Brystlidelse, som
25. Marts 1873 gjorde Ende paa hans Liv.
M. blev allerede 6. Nov. 1848 valgt til Professor i Modelskolen
ved Akademiet og i 1853 til Akademiets Direktør efter Bissen, en
Stilling, han – naar Aarene fra 1857-63 undtages – beklædte til
sin Død. Som Lærer udøvede han naturligvis i Kraft af sin
Begavelse, Dygtighed, Alvor og Myndighed en vis Indflydelse, men
han dannede dog ikke Skole i dette Ords egentlige Forstand, saa
lidt som han overhovedet ønskede at gjøre det. Han mente, at
de unge saa vidt muligt skulde udvikle sig frit, og yndede ikke, at
de efterlignede ham. Som Menneske var han en nobel og ædel
Personlighed, en kjærlig Familiefader og en trofast Ven, selv om
han undertiden kunde blive mut og afvisende, satirisk skarp eller
endog frastødende utaalmodig. De, der kjendte ham til Bunds,
vidste imidlertid, at der bag denne Skal skjulte sig et varmt og
medfølende Sind, en frisk og mandig Aand, en ærlig og ligefrem
Karakter, der holdt Sandheden højt i Ære. Over for udvortes
Æresbevisninger, hvoraf flere bleve ham til Del (Etatsraad 1867,
forskjellige Ridderordener), stod han halv uforstaaende, eller han
betragtede disse Udmærkelser med skeptisk Selvkritik. I 1850 ægtede
han Margrethe Christine Weidemann (f. 1824, Datter af Justitsraad,
Overretsprokurator P. F. W.), med hvem han havde 5 Børn. Hendes
pludselige Død, 26. Jan. 1867, greb ham dybt og varig og nedbrød
hans i Forvejen rystede Helbred. Da han selv var død, sørgede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
