Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Martensen, Hans Lassen, 1808-84, Biskop
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kristendommen for den troende Erkjendelse som den objektive, i sig selv
gyldige Sandhed, hvis enkelte Led fremgaa af selve den kristelige
Sandhedsidé som nødvendig medhenhørende Momenter.
M.s Arbejde i de nærmest følgende Aar samlede sig om disse
Grundtankers Udformning. Han begav sig fra München til Wien
og traadte der i et fortroligt Venskabsforhold til den unge, senere
saa ulykkelige, Digter Lenau; der er intet Navn, ved hvilket han i
sit «Levned» dvæler saa længe som ved hans; thi han følte sig i
Samlivet med ham, trods al Forskjel, alsidig befrugtet og bestyrket
i sine dyrebareste Overbevisninger. Et Udtryk herfor er hans
Afhandling om Lenaus «Faust», M.s første Skrift, udkommet paa
Tysk 1836 og i udvidet Skikkelse næste Aar paa Dansk i Heibergs
«Perseus». Han hævder her, at Lenaus Digt, skjønt det
selvfølgeligt i æsthetisk Henseende maa staa tilbage for Goethes, dog
indeholder en langt dybere og sandere Forstaaelse af Faust-Sagnet end
den, der kunde rummes i Goethes pantheiserende Livsanskuelse.
Thi Faust-Sagnets Idé er, at Troen skal være baade Livets og
Tænkningens Grundvold, at den søgende Aand kun kan finde
Sandheden i sin Skaber, d. v. s. ved at gaa ud fra sin
Afhængighed af Gud, i Modsætning til hele den nyere Tænknings avtonome
Stræben. Derfor finder han hos Lenau den rette Vej for
Faust-Digtningen angivet. – Førend vi forlade M.s Udenlandsrejse, er
det Stedet til at nævne to Venskabsforbindelser, som bleve af stor
Betydning for hans følgende Liv. I Paris, den sidste Station paa
Rejsen, traf han Ægteparret J. L. Heiberg. Faa Aar senere, i 1839,
lærte han paa en Rejse til Kiel Professor I. A. Dorner at kjende.
Denne Theolog var saa beslægtet med M. baade i Henseende til
Uddannelse og Standpunkt, at der var ualmindelige Forudsætninger
tilstede for et fortroligt og gjensidig befrugtende Venskab. Livets
Forhold førte imidlertid med sig, at de kun sjælden saas og da
kun i nogle faa Dage. Ikke desto mindre førte de et meget
intensivt Samliv, nemlig i en Brevvexling, der var som en fortløbende
Drøftelse af Tidens theologiske og kirkelige Spørgsmaal
(«Briefwechsel zwischen M. u. Dorner 1839-81», I-II, Berlin 1888).
Efter sin Hjemkomst udarbejdede han sin Licentiatdisputats:
«De autonomia conscientiæ sui humanæ, in theologiam dogmaticam
nostri temporis introducta» (1837; oversat paa Dansk 1841). Dens
Grundtanker kunne sammenfattes i følgende Sætninger. Filosofien
staar ikke uden for eller over Religionen, som om den spekulative
Tænkning skulde kunne begrunde Religionen. Det er ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
