Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Martensen, Hans Lassen, 1808-84, Biskop
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Religionen, der skal laane sin Gyldighed fra Spekulationen; men det
er den spekulative Tænkning, der behøver Religionen til sit Princip.
Thi i Samvittighedsforholdet, som baade er Menneskets inderste
Væsen og Religionens egentlige Kjærne, bliver Mennesket sig
bevidst som det, der ikke først er vidende om Gud, men fremfor alt
vides af ham. Derfor maa den menneskelige Erkjendelse forblive
inden for denne i Samvittigheden givne Afhængighed og erkjende,
at Menneskeaanden ikke ved egen Kraft formaar at finde
Sandheden. Mennesket kan ikke umiddelbart stille sig paa det
theocentriske Standpunkt; thi dermed vilde det fornægte sin
Kreaturlighed og Syndighed. Vor Erkjendelse hviler paa Guds Aabenbaring,
den hellige Historie; Troen paa denne er Forudsætningen for, at
vi kunne faa det rette Blik for guddommelige og menneskelige
Ting, og at den guddommelige Idé kan træde ind i Sjælen, skabe
og beaande vor egen Erkjendelsesevne. Credo, ut intelligam.
Saaledes afviser han de avtonome Standpunkter, som ere gjorte
gjældende, paa den ene Side af den subjektive Rationalisme hos Kant
og Schleiermacher, paa den anden Side af den objektive
Rationalisme hos Hegel. – Dette er og bliver hans theologiske Program.
Vinteren derefter holdt han efter Opfordring fra en blandet
Kreds Forelæsninger over den nyere Filosofis Historie og dens
Forhold til Theologien fra Kant til Hegel. 21. April 1838 udnævntes
han til Lektor i Theologien med Forpligtelse til indtil videre tillige
at besørge de til den filologisk-filosofiske Examen henhørende
Forelæsninger over Moralfilosofien, – det sidste foranlediget ved
Vakancen efter Poul Møllers Død. Da han optraadte ved
Universitetet, gjaldt han i den offentlige Mening for Hegelianer, hvad dog
kun for saa vidt var rigtigt, som han gik ud fra, at den Hegelske,
dialektisk-spekulative Tænkning var Videnskabens højeste Form.
Men det stod paa den anden Side fast for ham, at
Udgangspunktet baade i Theologien og i den sande Filosofi maatte tages
i den kristelige Aabenbaring, hvorfor han strax fra Begyndelsen
udtalte, at man maatte «gaa ud over Hegel». I den første Periode
af sin Universitetsvirksomhed fandt han en Tilslutning og vakte
han en intellektuel Begejstring, som vel næsten er enestaaende i
vor Højskoles Historie; og dette er let forstaaeligt, naar vi betænke
baade hans ualmindelige Docentgaver og Slægtskabet mellem hans
Aandsretning og Tidens Krav. Han vendte tilbage til den gamle
lutherske Kirkelære og vilde kun reproducere de kirkelige Dogmer,
paa samme Tid som han stod midt i den nye Tids dygtigste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
