Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Meyer, Peder Krog, 1780-1819, Biskop
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kunne leve – Overlærer ved Frue Skole. Men det næste Aar brændte
baade Universitetet, Skolen og hans Bolig tillige med alle hans
Ejendele. Det kom ham derfor særlig til Pas, at Hertugen af Augustenborg
1808 tilbød ham Plads som Opdrager for sine Sønner; han fik her
en vellønnet Stilling, og det skulde staa ham frit for at vende
tilbage til Universitetet, naar hans Hverv var endt. Han kom til
at staa den hertugelige Familie meget nær, dog uden at paavirkes
af det Fjendskab, Hertugen nu nærede mod Frederik VI. 1815
kom han til Kjøbenhavn og disputerede for den theologiske
Doktorgrad, og 1816, da den yngste af hans Elever var konfirmeret, vendte
han tilbage til Professoratet, uagtet han ogsaa havde Tilbud om
Ansættelse ved Christianias Universitet. Det næste Aar blev han
Professor ordinarius. Men han bar da alt paa en dødelig Sygdom.
Paa sin Sygeseng udnævntes han efter Ønske af sin tidligere Elev
Hertug Christian August til Biskop paa Als; men et Par Maaneder
efter døde han 24. Juni 1819 uden at have tiltraadt Embedet.
Med Undtagelse af den Tid, da han var ansat ved Christiania
Skole, som han skal have bidraget til at skaffe et særdeles godt
Navn, var han saa kort i sine Embedsstillinger, at han ikke kunde
udrette noget betydeligt i dem. Samtidige rose dog hans Evner
som akademisk Lærer. Han gjennemgik den samme Udvikling
som alle hans dygtigere samtidige fra en stærkt rationaliserende
Theologi til en mere positiv, saa han erkjendte Nødvendigheden af
«at gjengive det vantro og kolde Hjærte vore Fædres Tro og Haab»
(Lit. Tid. 1818, Nr. 13). I de søvnløse Nætter under sin sidste
Sygdom gjentog han de Skriftsprog og Salmevers, som hans fromme
Moder havde lært ham i hans Barndom. – Hans videnskabelige
Ideal var dog Fortidens; i en akademisk Tale, som han skrev
under sin Sygdom, nægtede han ikke blot den Lærdom Anerkjendelse,
der erhvervedes af afledte Kilder, men ogsaa den, der
indskrænkede sig til en enkelt Videnskab, men intet kjendte til de
andre. Mænd som Leibnitz og C. Bartholin stode for ham som
Forbilleder. Den egentlige Kilde, hvoraf Lærdommen skulde øses,
var for ham de græske og latinske Forfattere.
Det betydeligste af hans Skrifter er «Lærebog i den kristelige
Religions- og Sædelære» for de lærde Skoler (1818). Den blev
allerede 1823 afløst af Fogtmanns Lærebog; man fandt med Grund
dens Sprog for vanskeligt og abstrakt; men da den udkom, var
den vistnok at foretrække for de Oversættelser fra Tysk, der hidtil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
