Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Moltke, Adam Gottlob Greve, 1710-92, Hofmand og Statsmand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udnævnte ham til Gehejmeraad (1747). Faa Aar efter (31. Marts 1750)
ophøjede han Bregentved tillige med flere Godser, som M.
imidlertid havde kjøbt, til et Lensgrevskab.
Overhofmarskalembedet havde tidligere været en blot
Hofcharge; men nu under Frederik V blev det den ydre Stilling, der
gav M. Lejlighed til som Kongens fortrolige Ven at være om ham
tidlig og silde. Da Frederik V talte med ham om alt, hvad der laa
ham paa Sinde, var det muligt for ham ved Samtaler og Referater
at gjøre sin Indflydelse gjældende paa alle Omraader, hvor det
lystede ham. Han attraaede derfor aldeles ikke at staa i Spidsen
for noget Regeringskollegium eller engang at være Medlem af
Konseillet. Da Kongen i Aaret 1763 udtrykkelig gav ham Sæde i
dette Kollegium, opnaaede han at faa Fritagelse for at møde der.
Ganske sikkert var det ogsaa overflødigt for ham at tage Del i
Konseillets Forhandlinger, da Ministrene maatte holde det for
nødvendigt at tale med ham om mangfoldige Sager og at sikre sig
hans Medvirkning, naar det gjaldt noget af Vigtighed. De fremmede
Diplomater havde saa vidtgaaende Tanker om hans Indflydelse,
at en af dem lejlighedsvis udtalte, at han efter Behag kunde af-
og indsætte Ministre. Derfor holdt de det tit for lige saa vigtigt
at forhandle med ham som med selve Udenrigsministeren, ja
undertiden for endnu vigtigere.
Den Opfattelse, de fremmede Diplomater havde, faldt ganske
sammen med, hvad der var den almindelige Mening i selve Landet,
baade hos høje og lave*, ingen var i Tvivl om, at den bedste Vej
til at opnaa noget hos Kongen var at vinde M. for sin Sag. Men
hvad sagde Ministrene hertil? De kunde, skulde man tro, ikke
finde andet, end at det var et ganske utaaleligt Forhold; det
maatte efter al Sandsynlighed enten føre til højst pinagtige
Rivninger eller til, at Ministrene sank ned til at blive Nikkedukker i
M.s Haand. Men dog er det et helt andet Syn, Frederik V’s
Regeringshistorie frembyder, og det maa siges først og fremmest
at være M.s Fortjeneste, at det ikke kom til at gaa, som man
kunde frygte for. M. var nemlig lykkeligvis ikke en almindelig
«Favorit», men sin Konges trofaste Ven og en god dansk
Fædrelandsven, der, om han end til sine Tider ikke glemte sin egen
Fordel, dog paa flere Maader med Alvor arbejdede for Landets
Vel. Han, der havde en god Forstand og i det mindste i flere
Retninger et sundt Blik, men ingenlunde var en Mand med
overlegen Begavelse, kjendte godt sin egen Begrænsning, og han var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
