Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Monrad, Johan, 1638(?)-1709, Landkommissær, Godsejer, Memoireforfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Fyn og ved 1688 at gjøre ham (der i Forvejen var
Kancelliraad) til Etatsraad. 1691 opgav han Landskommissærembedet
og flyttede nu over til Skaane for ganske at ofre sig til Styrelsen
af sine Godser, der vare stærkt behæftede, og af hvilke de fleste
efterhaanden gik tabt for ham. Om hans senere Aar vides i øvrigt
saa godt som intet. Han døde Natten mellem 11. og 12. April
1709 og blev begravet i Gjennerup Kirke, hvor hans Hustru (f 21.
April 1708) Aaret i Forvejen var bleven nedsat.
M. var vistnok en begavet, men næppe nogen betydelig Mand,
og hans Adkomst til at mindes beror nærmest paa et af ham
efterladt Skrift, en væsentlig omkring Aaret 1688 forfattet Selvbiografi,
som uden selv at gjøre ringeste litterære Prætension dog er et i
flere Henseender meget mærkeligt Arbejde. Netop fordi Forfatteren
ikke skrev for Offentligheden, er hans Stil bleven saa naturlig og
utvungen, at det er et helt Særsyn i hans Tid. Og den er
desuden paa mærkelig Maade malende. Forfatterens Erindringer
fremstille sig væsentlig for ham i Form af Billeder, af levende og
farverige Situationer, og lige saa frisk han ser disse, lige saa frisk og
anskuelig sætter han dem paa Papiret. Det er alt sammen kun
flygtige Skitser, men ofte af stor Ynde, og for saa vidt Fremstillingen
har Menneskelivet til Gjenstand, faar den tillige en ikke ringe
kulturhistorisk Værdi, i det den viser os hine Tiders daglige Samkvem
i Former, som ikke blot ere mere tiltalende, men sikkert sandere
end dem, vi kjende fra Holbergs stiliserede og som danske
Virkelighedsbilleder vistnok meget omtvistelige, i hvert Fald højst ensidige
Skildringer. Det allermærkeligste ved M.s Skrift – betragtet i
Forhold til Samtidens Litteratur – er dog maaske den udprægede
Følelse for Naturen, som overalt kommer til Syne i det. Atter og
atter høre vi, hvilke stærke og levende Indtryk Forfatteren
modtager af Skovenes Pragt, af Sommermorgenens Skjønhed, af
Blomsterduft og Fuglesang, og der er aabenbart intet søgt eller lavet
heri: man ser tydelig, at Erindringen om disse Indtryk endnu
opliver ham i hans ældre Alder. Men i øvrigt er Kjærlighed til
Naturen ikke den eneste varme Følelse, der afspejler sig i Skriftet.
Forfatteren viser sig tvært imod overalt som en meget følelsesfuld,
for ikke at sige følsom, Mand, og ikke mindst træder dette frem i
Skildringen af hans Kjærlighed til den unge Skjønhed, der blev
hans Brud. Ved Siden af saa meget tiltrækkende frembyder
Selvbiografien dog ogsaa ét temmelig frastødende Træk i Forfatterens
umaadelige Beundring af sig selv. Han er efter eget Sigende et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
