Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mourier, Charles Ferdinand Leonard, 1800-80, Højesteretsjustitiarius og Politiker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ansættelse som Privatsekretær hos daværende Kancellideputeret
A. S. Ørsted, hvem han senere fulgte ved Udnævnelsen til
Generalprokurør, og under hvem han arbejdede i 9 Aar. Han kom
derved til at beskæftige sig meget med Lovgivningsarbejder, og den
Forestilling, hvormed den senere Stænderanordning af 28. Maj 1831
forelagdes Kongen, er konciperet af ham. Ved Siden af dette Arbejde
opnaaede han 1826 Universitetets Guldmedaille for Besvarelsen af
en Prisopgave af strafferetligt Indhold. I Okt. 1831 blev han
surnumerær og i paafølgende Jan. virkelig Assessor i den kjøbenhavnske
Overret, og han giver sig selv det fuldt fortjente Vidnesbyrd, at
han «med redelig Flid og aldrig svækket Interesse» virkede i 20
Aar i denne Stilling; en flittigere og mere samvittighedsfuld Dommer
kan ikke let tænkes. Til Højesteret forfremmedes han 1852, og fra
1. Marts 1871 til sin Død var han Rettens Justitiarius. Som saadan
udnævntes han 1871, ved Rettens 100aarige Jubilæum, til Storkors.
(Han var bleven Justitsraad 1842, Konferensraad 1862, Kommandør
af Danebrog 1868.)
Han udnævntes til Medlem af den store, i Febr. 1849 nedsatte
Landbokommission og kom her i en skarp, til sine Tider
lidenskabelig Kamp med Bondevennerne om Fæstespørgsmaalet, hvor
han for øvrigt ogsaa havde J. E. Larsen til Modstander. M. var
af den Overbevisning, at Paastanden om Fæstebøndernes
Medejendomsret indeholdt et Indgreb i Jorddrottens Ret, og at den tvungne
Overgang fra Fæste- til Selvejendom var en Krænkelse af
Ejendomsretten; denne Mening forfægtede han med Dygtighed og megen
Varme, ligesom i det hele hans sydlandske Blod ofte gjorde sig
gjældende hos ham, om end altid behersket af hans levende
Retfærdighedsfølelse og Hensynsfuldhed lige over for andre.
Bondevennerne tilgave ham ikke denne Opposition, men angrebe ham paa
det voldsomste som en fuldblods reaktionær og en arg Bondefjende;
i Virkeligheden var han ingen af Delene. Det var denne hans
Optræden i Fæstesagen, som 1849 foranledigede en Opfordring fra
Kjøbenhavns 6. Valgkreds, Hovedstadens mest aristokratiske Distrikt,
til ham om at stille sig til Folketinget; han blev ogsaa valgt og
sad paa Rigsdagen fra 1849-52, i hvilke Aar netop Fæstespørgsmaalet
spillede en fremtrædende Rolle. Det er ikke usandsynligt,
at det var denne skarpe Polemik med Bondevennerne, saa lidet
stemmende med hans velvillige Karakter, der afholdt ham fra atter
at søge Valg, men selv angav han som Grunden sin Stilling i
Højesteret. Fritagelsen for parlamentarisk Arbejde gav ham Tid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
