Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Paludan-Müller, Frederik, 1809-76, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kan være skjønnere eller mere gribende end Dryadens Klagesang
før hendes Død eller Scenerne, hvor Tithon vender tilbage til
Jorden efter Drømmelivet i Auroras Rige. Langt senere skal P.-M.
selv have erklæret «Tithon» for det eneste af sine Værker, han
selv var tilfreds med.
Fra Begyndelsen af 1845 optog P.-M. atter Arbejdet paa
«Adam Homo» og udgav de 2 sidste Tredjedele i Slutningen af
1848. Det havde for saa vidt været heldigere, om Bogen havde
været færdig et Par Aar tidligere, eftersom alt i den, der havde
bestemt Hensyn til Samtiden, angaar Tiden før det store
Gjennembrud i Foraaret 48, der satte nye Opgaver og Interesser paa
Dagsordenen. Alligevel gjorde Bogen meget betydelig Opsigt og blev
læst og slugt, men højst forskjellig bedømt, i det nogle betragtede
den næsten som en Bog over alle Bøger, andre følte sig
overvejende frastødte af den. I den Tid, der er forløben siden da,
er den af Kritikken fra de forskjelligste Lejre blevet erklæret for
et af de faa monumentale Værker i hele vor Litteratur. I hvert
Fald er den det eneste Værk af dansk Digtekunst, som har faaet
Betydning ved sin universelle Karakter: den meddeler en hel
Livsanskuelse og dømmer Menneskelivet fra Vugge til Grav fra
altomfattende religiøse Ideers Standpunkt. I sin Universalitet stemmer
den – trods al anden Forskjel – med Dantes «Divina commedia»,
og P.-M. havde ogsaa tænkt paa med Hentydning til Dantes Digt
at kalde sit «en menneskelig Komedie», men undlod det for ikke
at synes anmassende. Men med dette høje Synspunkt forener sig
en overordentlig Livagtighed i Enkelthederne og et muntert
gjennemheglende Vid, som gjør Bogen meget underholdende at læse. De
2 sidste Dele have mere end den første Karakteren af
Samfundssatire: Digteren viser sig som den stærkt kritisk anlagte Aand, der
tager alle Haande Samfundsmagter – Præster og Adelsmænd,
Journalister og Læger osv. – under Behandling og vasker dem i sin
Satires skarpe Lud. Ogsaa her er Fortællingen gjennemskudt med
en Islæt af poetisk Reflexion; man kan med god Hjemmel antage,
at P.-M. efter at have planlagt Digtets episke Gang –
«Rendegarnet», som han i et Brev kalder det – i Overensstemmelse med
sin Grundidé og Mening med det hele gjærne modtog Impulsen
til Reflexionerne fra Samtale med Personer, som han satte Pris paa.
For Resten aftager dette frit og løst reflekterende Element
efterhaanden noget henimod Digtets Slutning, i det det enten mere
indarbejdes i Fortællingen eller helt udsondres der fra, som i Almas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
