Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Paludan-Müller, Frederik, 1809-76, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Slotspladsen i Marts 1848. Sagen var, at han havde meget lidt
tilovers for Frederik VII, i alt Fald saa længe han levede; thi
efter Kongens Død var han ligesom andre Fædrelandsvenner greben
af dyb Uro for, hvad dette Dødsfald kunde medføre, og udtalte det
bl. a. i et skjønt Lejlighedsdigt.
Ligesom enkelte andre betydelige Digtere fra hin Tid levede
P.-M. tilbagetrukket, udelukkende i Privatlivet i sit eget eller sine
nærpaarørendes Hjem. Han havde slet ingen Hu til mere spredt
Selskabelighed; desuden levede han, i alt Fald indtil sine senere
Aar, i temmelig smaa Kaar. Til Trods for hans strænge Dom
over Verden var hans Sind dog alt andet end mørkt eller
melankolsk: ingen kunde være mere oprømt og hyggelig, hjærtelig og
deltagende end han. Endog som aldrende Mand kunde han være
ret oplagt til at slaa Gjækken løs. Han elskede Børn og Ungdom,
og med sin højsindede og fyrige Retfærdighedsfølelse var han en
ridderlig Talsmand for Existenser, som han ansaa for tilsidesatte.
Han holdt, som alle af hans Slægt, meget af Samtale og Disput;
dog slog hans Konversation hyppigst over i en let og luftig
Toneart, der kunde minde ikke lidet om Stilen i «Danserinden» eller
«Adam Homo»; den var fuld af lunefulde Indfald og Ordspil, der
ikke altid vare valgte med den kræsneste Smag («som naar en
Svane afbryder sin stille, kongelige Sejlen med at vende Bagen i
Vejret som en And»). Uagtet det landskabelige kun spiller en
ringe Rolle i hans Digtning, var han en Elsker af den frie Natur;
tidlig paa Aaret flyttede han ud til det kjære Fredensborg og sent
der fra; han holdt ogsaa af at rejse i Indlandet eller Udlandet i
Selskab med sin Hustru. Paafaldende var det, at den store
Verse-virtuos var meget blottet for musikalsk Sans. I sin tidligste
Ungdom spillede han gjærne en Slags Komedie, dog, saa vidt vides,
kun i dramatiske Løjer af ham selv; som moden Mand gav han
næsten aldrig nogen Præstation til bedste, hvori han skulde sætte
sin Person ind; og naar han yderst sjælden holdt en lille Tale
eller læste højt, var det slet ingen Kunstnydelse at høre ham.
(Hans store Beundrer Skuespilleren Michael Wiehe, der med
Forkjærlighed oplæste og foredrog hans Digte, sagde en Gang, da
P.-M. havde læst noget op for ham: «Nej, han skal skrive, og jeg
skal læse».) I sin Studerestue var P.-M. en meget flittig Mand,
først og fremmest med sin digteriske Produktion, som han i Regelen
redigerede mange Gange om, før den tilfredsstillede ham, og som
jo ogsaa vidner om en stærk Brug af Filen; dernæst ogsaa med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
