Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mynster, Jacob Peter, 1775-1854, Biskop
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at Embedet foreløbig besørgedes ved en Hjælpepræst, for at M.
kunde blive hos sin Elev, indtil denne havde taget Artium og
anden Examen. Ved begge Examiner udmærkedes han, saa M.
havde fuldført sit Hverv paa den bedste Maade. Han havde ogsaa
vundet tro Venner baade i Faderen og Sønnen. – Medens han
var Huslærer, var han, saa vel som tidligere i Kjøbenhavn, ofte
hjemsøgt af Tungsind, der i det sidste Aar tog saaledes
Overhaand, at han var ved at gaa til Grunde under dets Tryk. Den
Beretning, han som en gammel Mand har givet herom, viser, med
hvilken Gru han tænkte paa den Tid, da det syntes ham, der var
intet andet for ham at gjøre end rat tage ud til Spjellerup og sørge
sig ihjel. «Jeg bringer», siger han, «nødig de Ord, der tilhøre
Andagtens Timer, i det sædvanlige Foredrag; dog kan jeg ikke
bekvemme mig til her blot at sige: Omsider arbejdede dog min
bedre Natur sig atter frem; men jeg vil sige, at der dog hist oppe
var et Øre til at høre min Klage, at Guds Naade dog bevarede
mig fra at gaa til Grunde.»
I Nov. 1802 kom M. da til Spjellerup. Uagtet han her lige
saa lidt som, medens han var hos Grev Moltke, undgik Omgang
med andre, levede han dog endnu bestandig i Virkeligheden et
Eneboerliv; hvad der foregik i hans Indre, skjulte han med
ængstelig Omhu, og ingen vidste, før han selv som en gammel Mand
fortalte det, hverken hvorledes han havde kæmpet med Tungsindets
Dæmon, eller hvorledes han endelig sejrede. Det var i Aaret 1803,
han sad og læste i en Bog af Jacobi, en Forfatter, der den Gang
fik en særegen Betydning for ham, fordi han hos ham fandt den
samme Søgen efter et fast Standpunkt som hos sig selv. Da f6r
det ham med ét gjennem Sjælen som et Lyn fra det høje, og han
sagde sig med al Klarhed: «Dersom Samvittigheden ikke er en
betydningsløs Indbildning – og i denne Henseende nærede jeg ingen
Tvivl –, dersom du skal lyde den i noget, da skal du lyde den i alt
uden Undvigelse, gjøre og tale, hvad der er din Pligt, saa fuldt, som
du erkj ender og formaar, ganske ubekymret om Verdens Dom, dens
Ros eller dens Dadel; og dersom der er en Gud – og heller ikke
derom var der i mit Hjærte nogen Tvivl –, og du jo ikke vægrer
dig ved i noget at bøje dig for ham og at hengive dig i hans Vilje,
da skal du gjøre det i alt, uden Forbeholdenhed, og ganske, ganske
overlade dig og alt dit i hans faderlige Haand, nøjes med de Evner,
han tildeler dig, og taale de Savn, han paalægger dig.» Disse
Tanker vare ham naturligvis ikke nye; men for første Gang følte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
