Print (PDF) - On this page / på denna sida - Mynster, Jacob Peter, 1775-1854, Biskop
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han sig grebet af dem, som man kun bliver grebet af det, der kommer fra Gud, og han siger: «Intet ligner den Henrykkelse, den indvortes Jubel, hvormed jeg ofte sagde mig selv: Jeg har en Gud og en Frelser!» Fra den Tid er det, som om Cellen, hvori han havde indesluttet sig, aabnede sin Dør, og han begynder ikke blot som hidtil at føle Trang til at udrette noget, men ogsaa at tro paa, at han evnede det. Hertil bidrog det maaske ikke lidt, at Fru Rahbek efter et Besøg i Spjellerup 1804 blev hans varme Veninde, med hvem han førte en levende Brevvexel, af hvilken meget -- maaske alt for meget -- er trykt i forskjellige Samlinger. Den Beundring, hun nærede for M., kan forekomme os overdreven, men den tjente til at styrke hans Tillid til sig selv, hvilket den Gang nok kunde behøves. Han begyndte nu ogsaa paa en ikke ubetydelig litterær Virksomhed. I Aaret 1809 skrev han, efter forgjæves at have forsøgt at anmelde Oehlenschlägers «Poetiske Skrifter», et Digt til denne. I dette hedder det: <tab><tab> «Saa gaa vi til vort Værk med Kraft og Lyst; <tab><tab> end ligge Templets gamle, faste Stene, <tab><tab> vi rydde bort det sammenfaldne Grus <tab><tab> og bygge atter frejdigt Herrens Hus.» Her havde han betegnet, hvad der herefter skulde være hans Livsopgave. Det følgende Aar erklærede han den herskende Rationalisme Krig ved en Afhandling mod det af Biskop Boisen gjorte liturgiske Forslag (II, 484). Et Par theologiske Afhandlinger oplæste han paa Sjællands Landemode, deriblandt «Om den Kunst at prædike» (1810). Størst Betydning fik dog en Prædikensamling (1810), hvori han allerede udfolder sine store Evner som Prædikant; han vil her vise sine samtidige den samme Vej, som han selv er vandret, og trøste dem, der trænge dertil, med den Trøst, hvormed han selv er bleven trøstet, og det kan ikke undre os, at det er Stilheden, Ensomheden, han priser som det rette Middel til at finde sig selv i Modsætning til den Travlhed og Stundesløshed, hvori saa mange Menneskers Liv hengaa. Det næste Aar (1811) søgte og fik M. Embedet som 1. Kapellan ved Frue Kirke i Kjøbenhavn. Denne Gang følte han en bestemt Drift til en større Virksomhed i Hovedstaden, og han tog intet Hensyn til de mange Advarsler fra Slægt og Venner mod at ombytte et godt Landsbykald med et fattigt Kapellani og det idylliske Spjellerup med det urolige Kjøbenhavn. Det viste sig ogsaa, at han ikke havde taget fejl; thi han fik hurtig en stor Menighed;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
