Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mynster, Jacob Peter, 1775-1854, Biskop
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han sig grebet af dem, som man kun bliver grebet af det, der
kommer fra Gud, og han siger: «Intet ligner den Henrykkelse,
den indvortes Jubel, hvormed jeg ofte sagde mig selv: Jeg har en
Gud og en Frelser!» Fra den Tid er det, som om Cellen, hvori
han havde indesluttet sig, aabnede sin Dør, og han begynder ikke
blot som hidtil at føle Trang til at udrette noget, men ogsaa at
tro paa, at han evnede det. Hertil bidrog det maaske ikke lidt,
at Fru Rahbek efter et Besøg i Spjellerup 1804 blev hans varme
Veninde, med hvem han førte en levende Brevvexel, af hvilken
meget – maaske alt for meget – er trykt i forskjellige Samlinger.
Den Beundring, hun nærede for M., kan forekomme os overdreven,
men den tjente til at styrke hans Tillid til sig selv, hvilket den
Gang nok kunde behøves. Han begyndte nu ogsaa paa en ikke
ubetydelig litterær Virksomhed. I Aaret 1809 skrev han, efter
forgjæves at have forsøgt at anmelde Oehlenschlägers «Poetiske Skrifter»,
et Digt til denne. I dette hedder det:
«Saa gaa vi til vort Værk med Kraft og Lyst;
end ligge Templets gamle, faste Stene,
vi rydde bort det sammenfaldne Grus
og bygge atter frejdigt Herrens Hus.»
Her havde han betegnet, hvad der herefter skulde være hans
Livsopgave. Det følgende Aar erklærede han den herskende
Rationalisme Krig ved en Afhandling mod det af Biskop Boisen
gjorte liturgiske Forslag (II, 484). Et Par theologiske Afhandlinger
oplæste han paa Sjællands Landemode, deriblandt «Om den Kunst
at prædike» (1810). Størst Betydning fik dog en Prædikensamling
(1810), hvori han allerede udfolder sine store Evner som Prædikant;
han vil her vise sine samtidige den samme Vej, som han selv er
vandret, og trøste dem, der trænge dertil, med den Trøst, hvormed
han selv er bleven trøstet, og det kan ikke undre os, at det er
Stilheden, Ensomheden, han priser som det rette Middel til at finde
sig selv i Modsætning til den Travlhed og Stundesløshed, hvori saa
mange Menneskers Liv hengaa.
Det næste Aar (1811) søgte og fik M. Embedet som 1. Kapellan
ved Frue Kirke i Kjøbenhavn. Denne Gang følte han en bestemt
Drift til en større Virksomhed i Hovedstaden, og han tog intet
Hensyn til de mange Advarsler fra Slægt og Venner mod at
ombytte et godt Landsbykald med et fattigt Kapellani og det idylliske
Spjellerup med det urolige Kjøbenhavn. Det viste sig ogsaa, at
han ikke havde taget fejl; thi han fik hurtig en stor Menighed;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
