Print (PDF) - On this page / på denna sida - Mynster, Ole Hieronymus, 1772-1818, Læge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Paris hos de berømte Lærere Fourcroy og Charles. Hjemkommen udnævntes han 1800 til Reservemedikus ved Frederiks Hospital og Adjunkt ved det medicinske Fakultet, 1802 blev han ved Ranøes tidlige Død Overmedikus ved Hospitalet, 1805 Professor extraordi-narius i Medicin, 1808 Medlem af Sundhedskollegiet, 1817 Professor ordinarius og Assessor i Konsistorium. De Forhaabninger, han ved sin utvivlsomme Begavelse havde vakt, bleve dog ikke fyldestgjorte i hans videnskabelige Avtoritetsstilling. Han fortsatte vel hæderlig den af Stiffaderen inavgurerede Undervisning i medicinsk Klinik, tog sig ogsaa noget af de andre medicinske Fag og udgav en udførlig Lærebog i Farmakologi (kun 1. Bind udkom, 1810), ligesom han fremdeles arbejdede en Del i Elektricitetslæren og foretog nogle elektrometriske Undersøgelser, der 1808 forskaffede ham Videnskabernes Selskabs Sølvmedaille og Optagelse som Medlem af Selskabet. Ved Siden deraf virkede han som skattet Huslæge, navnlig i den kjøbenhavnske Elitekreds, til hvilken han hørte. Men alt i alt præsterede han intet betydeligt. Naar hans Virkeevne som Universitetslærer og Videnskabsmand i Manddomsaarene kun viste sig ringe, har dette aabenbart flere Aarsager. Dertil bidrog vistnok en vis melankolsk Forstemning, som synes at skrive sig fra en bitter Skuffelse i hans erotiske Følelsesliv, men først og fremmest den Omstændighed, at hans Begavelse og Interesser vedbleve at have en urolig og spredt Karakter. Trods den overlegne kritiske Optræden, han ofte lod komme til Syne, var han dog fuldt ud sin naiv-lyriske Tids følelsesfulde og stemningsbevægelige Barn, kunde henflyde i Taarer ved at høre en af sin Ven Oehlenschlagers Drikkeviser, var selv optagen af at skrive Smaadigte, som han af og til lod trykke anonymt i Tidsskrifterne, og sværmede i saa høj Grad for Datidens yndede dithyrambiske «Lovtaler» over historisk berømte Personligheder, at han, da der 1817 af Selskabet til de skjønne Videnskabers Forfremmelse udsattes en Pris for en Lovtale over Daniel Rantzau, satte sin sidste Kraft ind paa at konkurrere dertil. Døden hindrede ham i at faa Lovtalen færdig, men hvad han havde udarbejdet deraf, udgav senere hans Broder i «Det skandinaviske Litteraturselskabs Skrifter». Til Matheden i hans videnskabelige Virksomhed bidrog det endelig, at hans Helbred stadig var noget sygeligt efter en gjennemgaaet ondartet Malaria og andre Sygdomstilfælde. Han varetog dog sine Embedsforretninger og sin Praxis indtil faa Dage før sin tidlige Død 13. Okt. 1818 af et apoplektisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
