Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oluf Hunger, -1095, Konge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Imidlertid traadte han i en vis Modsætning til denne Broder: da Knud
havde rustet en mægtig Flaade til et Englandstog, men selv blev
opholdt ved Landets Sydgrænse, bleve Ledingsmændene utilfredse
og sendte da O. som Bud til Knud for at bede ham komme eller
give Hæren en anden Fører. O. røgtede sit Hverv med
Veltalenhed, men Knud blev forbitret og lod ved sin Broder Erik (Ejegod)
O. lægge i Lænker; i Danmark turde han dog ikke holde ham
fangen, og derfor sendte han ham til sin Svigerfader, Grev Robert
Friser i Flandern (1085). Det var da ret naturligt, at den
Folkerejsning, som næste Aar fældede Knud, hævede O. paa den danske
Trone; den Mand, som særlig havde lidt under Knuds
Vilkaarlighed, maatte være selvskreven Fører for Reaktionen mod hans
myndige Herredømme, og tilmed var O. vel den ældste af de
dalevende Svendssønner. For at udfri sin Broder gik Niels som
Gissel til Flandern, og O. blev saaledes Konge, medens Erik
flygtede til Sverige (1086). Knuds Love bleve afskaffede, Kongemagten
og Præsternes Indflydelse begrænsedes, og Stormændene hævede
atter Hovedet. Sandsynligvis opgav man ogsaa Forbindelsen med
det gregorianske Kirkeparti og sluttede sig til den kejserlige
Modpave Wibert; i alt Fald omtales det senere, at en «Wibertiner»
har «raset» i Danmark, og det kan næppe henføres til anden Tid
end O.s. Saa forstaaeligt det var, at man stillede sig i Modsætning
til den forhadte Knuds Bestræbelser, saa uheldigt var det paa den
anden Side, at man søgte bort fra den evropæiske Kulturudvikling.
Biskop Svend af Roskilde varslede Himlens Straf og drog paa
Pilegrimsfærd. Og det skete virkelig, at en fleraarig Hungersnød,
der hærgede Vestevropa, forgrenede sig til Danmark og blev særlig
ondartet her. Under disse Forhold lammedes det offentlige Liv,
Venderne spillede Mester i Sund og Bælt, og da Skjalm Hvides
Broder Aute var bleven Offer for deres Vikingefærd, maatte Skjalm
selv hævne Broderens Drab, medens O. sad uvirksom. De nationale
Ulykker skadede Kongen og voldte ham det sørgelige Tilnavn
«Hunger». Roskildekrønniken, hvis Forfatter var Tilhænger af
Stormandsvælden og Modstander af den stærke Kongemagt, vil dog
hævde, at O. havde fortjent en bedre Skæbne; vist er det, at han
var stillet over for meget vanskelige Forhold. Utilfredsheden i
Landet gav Stødet til et nyt politisk Omslag; endnu i O.s Levetid
skrinlagde man Knud den helliges Ben (April 1095), og da O. kort
efter døde (18. Avg. 1095), kom Erik Ejegod paa Tronen og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
