Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Palladius, Peder, 1503-60, Biskop
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
optræde med den Myndighed, som de gamle Herrebisper havde
besiddet Her anbefalede P. at gaa frem med stor Sagtmodighed.
Hans Raad under slige Forhold var nemlig dette: Naar en
Adelsmand begyndte at yppe Strid med en Superintendent eller at
udæske ham ved at forsvare en eller anden Sætning af den papistiske
Lære, som det ofte kunde ske, saa skulde Superintendenten enten
tie stille til slige aabenbare Fornærmelser eller svare saa beskedent
som muligt, navnlig med Hensyn til alt, hvad der vedkom hans
eget Embede, og kun henholde sig til den Troskabsed, han havde
svoret Kongen, i det han f. Ex. svarede: «Min fromme Mand, jeg
er ikkun en fattig Tjener, dertil har jeg paa mine Knæ svoret
kongl. Maj., at jeg vil være tro i mit Embede, og eder og andre
af Adelen er det befalet at haandhæve mig, saa tror jeg ogsaa det
gode til eder.»
P.s Virksomhed som kirkelig Tilsynsmand har efterladt sig et
højst ejendommeligt Minde i hans «Visitatsbog» (udg. af A. C. L.
Heiberg 1867, af Sv. Grundtvig 1872 og af C. Rosenberg 1884),
der ikke blot som kirkelig Anvisning, men tillige som kulturhistorisk
og sprogligt Mindesmærke indtager en meget høj Plads. «Det er»,
siger Rosenberg, «en af Perlerne i den danske Bogskat. Vi have
intet Værk fra det 16. Aarhundrede, der kan maale sig med
Visitatsbogen i mangesidig Betydning. Den er Kjærnen af P.s
Forfatterskab, indeholder det korteste og klareste Udtryk for hans og
dermed for de ypperste Reformatorers Opfattelse af de fleste
kirkelige og religiøse Forhold. Derhos finde vi ingensteds saa rig og
levende Oplysning om Folkets, særlig Landalmuens, Tilstand paa
hin Tid: dens Tankesæt, Sæder og Skikke, Dyder og Lyder,
Levemaade, Arbejde og Adspredelser, alt skildret i Billeder saa friske
og farveklare, at det tit er, som saa man disse Mennesker for sig,
hørte dem tale og indaandede Duften af Mark og Skov og ny slaaet
Hø. Heller ej haves noget Skrift fra Reformationstiden, end ikke
blandt P.s egne, hvor Modersmaalet lyder til os mere levende,
ædlere og dog jævnere, rigere paa ægte folkeligt Lune, som især
ytrer sig i en Overflod af fyndige Ordsprog og ordsprogsagtige
Vendinger, og ingensteds føler man stærkere, hvor mægtig den
religiøse Vækkelse havde opfrisket Folkeaanden. Hovedsagen er
dog, at alt dette i Forening udstraaler fra en særdeles ejendommelig,
storladen Personlighed, der afspejler det bedste og inderste i
Tidsalderens Væsen.» «P.s forunderlig enfoldige, klare Øje for det
grundrnenneskelige og dets Skjønhed, der stempler ham som en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
