Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pauelsen, Erik, 1749-90, Maler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Søren Gyldendals, N. L. Reiersens, Struensees (1771), Rahbeks (1789),
Rahbeks Forældres, Ewalds paa Sygelejet o. fl. Han førte ogsaa
Radernaal og Gravstik med Færdighed og stak 1788 til Rahbeks
«Lommebog for Skuespilyndere» Danserinden Bjørns Portræt og
tegnede Skuespillerinderne Gjelstrups og Preislers. – P. havde
derhos et aabent Øje for landskabelig Skjønhed og optraadte ikke
uden Held som Landskabsmaler. Den kongelige Samling ejer flere
Landskabsbilleder fra hans Haand. 1788 var han en Tur i Norge,
hvor han gjorde en Del Prospekter, som kom til Frederiksberg Slot,
og af hvilke han selv stak nogle enkelte. Til Dronninggaard, som
ejedes af Etatsraad de Coninck, malede han kort efter en Del
«Udsigter» fra nævnte Herresæde, 2 store Vægbilleder og 6 mindre
over Dørene. Ogsaa gjorde han enkelte nette smaa Genrebilleder.
P. var saaledes en mangesidig og for sin Tid ikke ubetydelig
Kunstner. Men ved Akademiet og i de styrendes og indflydelsesriges
Kredse var det ham ikke muligt at trænge igjennem. Noget
Professorat ved Akademiet, endog blot en tom Professortitel,
opnaaede han aldrig her hjemme. Ved Mandelbergs Død 1786 fik
Juel – som ret var – det saaledes ledigblevne Professorat. Men
heller ikke senere blev der Plads for P. i en af Akademiets
Lærestole. Det hed sig den Gang, at det var den indflydelsesrige
Abildgaard, som modsatte sig P.s Ansættelse ved Akademiet, og
der mumledes om, at Abildgaard var skinsyg over den Anseelse,
P. i vide Kredse nød som Kunstner. Umuligt er dette jo ikke,
skjønt der ganske vist ikke kan føres noget Bevis herfor, og naar
henses til Abildgaards vel bekjendte stridbare og rethaveriske
Karakter, er det vel ikke urimeligt at antage, at han af og til og
maaske ikke saa sjælden kan have gjort «Professor» P. – som
saa mange andre – Livet surt. I hvert Fald brød den nys
omtalte Mumlen lydelig frem, ogsaa paa Prent, da P. 20. Febr. 1790
aflivede sig ved at styrte sig ud ad et Vindue. Tilstrækkelige
Grunde til at forklare hans Selvmord foreligge ikke; hans Kaar
vare ikke slette, hans Familieliv lykkeligt, agtet og æret var han
af sine Medborgere baade som Menneske og Kunstner –, mulig
har han handlet i Sindsforvildelse. Den ansete og afholdte
Kunstners Død vakte uhyre Opsigt, der holdtes Sørgefest over ham i det
forenede dramatiske Selskab, og Kronprins Frederik befalede, at
der for Statens Regning skulde opkjøbes alt, hvad der var at
opdrive af P.s Værker. Det bør dog endnu en Gang udtales, at der
ingen plavsibel Grund foreligger til at sætte P.s sørgelige Død i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
