Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - v. Pechlin, Friederich Christian Ferdinand Baron, 1789-1863, Diplomat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fordi Minister Schele ikke støttede ham lige over for de lokale
Embedsmænd, med hvem han laa i Strid. Allerede i 1851 havde
der vist sig betænkelige Tegn til Sindslidelse og dyb Melankoli
hos ham, og i Foraaret 1857 maatte han underkaste sig Behandling
paa en Sindssygeanstalt nær Aachen. Senere opholdt han sig i
længere Tid hos en Præst i Nærheden af Nürnberg, lidende af
religiøs Exaltation og Hallucinationer. Til sidst bosatte han sig i
Pløen, men døde 28. Okt. 1863 paa et Besøg paa Dragsholm hos
sin Søstersøn Baron Zytphen-Adeler.
P. var en Mand med betydelige Evner og mange, ogsaa
litterære, Interesser; han vandt saaledes ikke ringe Anseelse i
Tyskland som Digter. Men Tidsomstændighederne og hans personlige
Egenskaber stillede ham i Konflikter, som han ikke magtede. Hans
Loyalitet tillod ham ikke at gaa paa Akkord med slesvig-holstenske
Planer og preussiske Kombinationer, men han maatte føle sig fremmed
i Danmark, thi ved Oprindelse, Opdragelse, Forbindelser og
Aandsretning var han Tysker, og hans rette Fædreland var Tyskland.
Som de fleste dannede Tyskere paa den Tid var han konstitutionel,
men de danske demokratiske Institutioner og Udviklingen
her hjemme stødte hans aristokratiske Principper og Tilbøjeligheder;
saaledes kunde han, der var en ivrig Jæger, f. Ex. aldrig tilgive
Rigsdagen, at endog paa den kongelige Vildtbane fik Grundejerne
Adgang til at erhverve Jagtret paa deres Jorder. Han var meget
religiøs, men i Steden for at finde Ro i Religionen fordybede han
sig i Spekulationer, han ikke kunde føre til Ende, og hans levende
Fantasi udfyldte, hvad han ikke kunde fatte. Han havde endelig
fuld Bevidsthed om sin Dygtighed som Diplomat og satte Pris paa,
at hans Tjenester anerkjendtes; og vel var han tidlig bleven baade
Gehejmekonferensraad (1841) og Storkors (1834), men at han ikke
blev Minister og fik Elefanten, var ham vistnok en bitter Skuffelse.
Alle disse Omstændigheder bidroge hver for sig til, at et Liv, der
var begyndt saa lyst, i de sidste 15 Aar stadig blev mørkere, og
at hans tidligere saa virksomme og klare Aand sank ned i en
Melankoli, som selv hans lykkelige Ægteskab ikke kunde sprede.
Hans Hustru, Adelheid Henriette Louise Caroline f. Komtesse
v. Eyben (f. 1808), der var Datter af hans tidligere Chef, og hvem han
ægtede 1827, overlevede ham og døde i Kjøbenhavn i 1882 efter
at have fungeret som Hofmesterinde hos Arveprinsesse Caroline
1875-81. De havde ingen Børn.
Erslew, Forf. Lex.
Allg. Deutsche Biographie XXV.
Rosenørn, Løsrevne Blade af Livsminder S. 56 f.
P. Vedel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
