Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pjetursson, Hallgrimur, o. 1614-1674, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Grovsmed. Et Tilfælde førte ham her sammen med hans Landsmand,
den senere Biskop Brynjolf Sveinsson, som skaffede ham
Optagelse i vor Frue Skole, hvor han gjorde god Fremgang.
Medens han endnu var Skolediscipel, ankom 1636 til Kjøbenhavn
en Flok i Algier udløste Fanger, som 1627 vare røvede paa Island,
og H. P. fik det Hverv at meddele dem nogen Religionskundskab
paa ny, da dette kun kunde ske paa Islandsk. Han forelskede sig
i en gift Kvinde blandt disse ved Navn Guðríðr Símonsdatter og
fulgte næste Sommer med hende til Island. Kort efter Ankomsten
fødte hun ham et Barn, og saa snart der var skaffet Vished for,
at hendes Mand under hendes Fangenskab var død, ægtede H. P.
hende; men han maatte ernære sig som Lastdrager og ved andet
tilfældigt Arbejde og var ilde stedt, uden fast Erhverv. Imidlertid
var hans tidligere Velynder B. Sveinsson ble ven Biskop i Skalholt,
og da netop i den Egn, hvor H. P. opholdt sig, det fattige og
forsømte Præstekald Hvalsnes stod ledigt, viede han ham til Præst
her. Fra 1644-51 betjente H. P. dette Kald, fattig og fortrykt,
men efter at han var bleven forflyttet til Saurbær i Borgarfjord
Syssel, begyndte en bedre Tid for ham. Dog her ramtes han af
Spedalskhed, 1667 maatte han tage Kapellan, opgav nogle Aar
efter helt Kaldet og flyttede bort; sine sidste Aar levede han paa
Nabogaarden Ferstikla, hvor han døde 27. Okt. 1674.
H. P.s Ydre var ikke vindende, hans Lader og Lystighed –
og af Naturen havde han et muntert Sind – vare den uslebne
Almuesmands, men han var en god Taler og nød allerede hos
Samtiden stort Ry som Digter, saa at han strax i de første trange
Aar fandt Venner, der støttede ham. Som verdslig Digter rimer
han let, men i Samtidens sædvanlige Stil med Tilbøjelighed for
metriske Kunststykker; han er ofte spøgefuld og spydig, og
Folketroen gjorde ham, som mange af hans Kaldsfæller, til
«Mirakeldigter», d. v. s. man tillagde deres i Vers udtalte Forbandelser en
overnaturlig Kraft, – saaledes skal H. P. en Gang have kvædet
en for Faarehjordene farlig Ræv ihjel. Ogsaa hans Hustru
beskæftiger Sagnet sig med. Hun, der var o. 16 Aar ældre end han,
skal have været smuk, men af et heftigt Sind og meget «blandet
i Troen» efter sit Saarige Ophold blandt «Hedningerne». Sin
virkelige Berømmelse skylder H. P. den gudelige Digtning, angaaende
hvis Vurdering henvises til efterfølgende Artikel. Hans idelig
oplagte 50 Passionssalmer bleve paa Island «selv blandt dem, som
hverken kunde læse eller skrive, saa bekjendte som Fadervor» og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
