Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rist, Johan Georg, 1775-1847, Diplomat, Regeringsraad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kongen den Gang valgte, var den rette. Men under sit Liv i den
følgende Tid i Hamborg, da Indtrykket af Napoleons Voldsherredømme
i Tyskland ret maatte blive levende for ham, og da han
stærkt kom under Indflydelse af den tyske Nationalitetsbevægelse,
der efterhaanden voxede sig stærkere, fik Tanken om, hvad der
kunde bringe Tyskland Frelse fra det franske Tryk, snart helt
Magten over ham, og det blev ham stedse mere og mere pinligt, at
hans Konge stod paa den anden Side, ja, endog i den Grad, at
han (1813) tog sin Afsked. Skjønt han var oprørt over Carl Johans
Politik imod Frederik VI, var det dog tydelig nok hans Mening,
at selv om denne kun kunde have opnaaet en Tilslutning til
Koalitionen ved først at give Afkald paa Norge, burde han have gjort
det. Han var da ogsaa overvejende glad ved Efterretningen om
Kieler-Freden.
Samtidig var det ham en Sorg at se den Forandring, der fandt
Sted i de øverste Regeringskredse. Efter at Christian Bernstorff
allerede 1810 havde forladt sin Stilling som Udenrigsminister,
fratraadte Schimmelmann og Christian Reventlow i Dec. 1813 deres
Pladser som staaende i Spidsen for Finansministeriet og
Rentekammeret, og hermed var det ude med de Mænds Virksomhed i
høje Stillinger, som han nærmest havde sluttet sig til. I det han
altid havde haft et aabent Øje for Modsætningen imellem, hvad
man havde plejet at kalde det danske og det tyske Parti her
hjemme, var det ham næsten, som om Staten blev ham mere fremmed,
da det første Parti var traadt tilbage, og da det blev Niels
Rosenkrantz, Godske Moltke og Møsting, der fik mest at sige som
Kongens Raadgivere. Den store Højagtelse, han følte for Moltke,
og den personlige Hengivenhed, han nærede for Rosenkrantz,
formaaede ikke at trænge denne Følelse tilbage. Vigtigere var det
dog, at Kongens Politik lige saa lidt indad til som med Hensyn til
de ydre Forhold var efter hans Hoved. Han havde ingenlunde
været uden Paavirkning af den franske Revolutions Ideer, og hvor
loyal en Undersaat han end var, blev han dog som saa mange
Tyskere paa denne Tid grebet af Haab om, at frie Forfatninger
skulde komme til at afløse Enevælden, og han haabede da tillige,
at en saadan skulde blive Holsten til Del. Dette skete imidlertid
ikke, og samtidig med at han i stigende Grad fik Indtryk af
almindelig Forarmelse og af Slendrian og Slaphed i den hele
Styrelse, var han misfornøjet med, at de Ansøgninger, han indgav om
Ansættelse i forskjellige Embeder, ikke førte til noget. Det var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
