Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rosenkilde, Adolf Marius, 1816-82, Skuespiller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
det, at R. faldt i en svær Sygdom, og da han saa efter 21
Maaneders Fraværelse atter viste sig paa Scenen 2. Nov. 1870 som
Assessor Svale i «Æventyr paa Fodrejsen», modtog Publikum strax «et
forunderligt Indtryk af, at gamle R. var bleven kaldt til Live paa
ny .... Et mildt Skjær af Alderdommens Skrøbelighed havde
Sygdommen kastet over A. R.s Skikkelse» (P. Hansen). Fra den Dag
var hans Avtoritet grundmuret. R. virkede endnu en halv Snes
Aar; hans sidste Optræden var 24. Okt. 1881 som Etatsraaden i
«Umyndige i Kjærlighed», og efter et Aars Sygdom døde han 14.
Okt. 1882 i Kjøbenhavn.
R.s Repertoire paa det kongl. Theater falder ganske naturlig
i 2 Hovedgrupper, eftersom han har haft eller ikke haft sin Fader
til Forbillede. I første Tilfælde var hans Virksomhed væsentlig
bevarende . hvad enten den fra Faderen nedarvede Figur som i J. L.
Heibergs Vaudeviller (Hummer i «De uadskillelige», Trop i
«Recensenten og Dyret») var skabt af dennes Fantasi, eller den som i
Holbergs Komedier (Jeronimus-Typen, Vielgeschrei, Corfits i
«Barselstuen», Pedanterne) var kun nypræget af hans Ejendommelighed,
tillod R. sig kun at gaa den efter i Enkeltheder, ikke i
Grundopfattelsen. Han indskrænkede sig til en Retouchering og viste
sig netop her som en smagfuld og omhyggelig Kunstner, i det han
ingen Sinde forvitrede Helhedsbilledet; ham skyldes for en ikke
ringe Del Bevarelsen af Traditionen i de Holbergske Gammelmandsroller.
I den anden Gruppe, hvor R. ikke følte sig bunden af
nogen Overlevering, viste han sig stærkt beslægtet med den
akademiske National-Liberalisme; som denne gjorde Front mod 2 Sider,
Filisteriet og Absolutismen, saaledes udleverede han gjennem en
Række heldige Fremstillinger snæversynede Borgermænd og
svag-hovede Hofmænd til Latteren, i det han karikerede de første og
idiotiserede de sidste. Her kunne nævnes fra den ene Side den
forkomne, evig-gemytlige Kaskjetmager Conradsen i «De fattiges
Dyrehave» og den indtil Sindsforvirring konfuse Justitsraad Winge i
«Besøget i Kjøbenhavn» og fra den anden den imbecile Baron
Ebersdorf i «En Spurv i Tranedans» og den pylrede Grev de
Miremont i «Kammeraterne». R.s Adelsmænd ejede dog trods
deres fuldkomne Latterlighed alligevel den fine Tone, særlig naar
de, som Marquis de Corcy i «Postillonen i Lonjumeau», vare i
Knæbenklæder og Pudderparyk; derimod lykkedes det ham ikke at
omgive sine Borgermænd med den husfaderlige Myndighed, som de
hyppig besade i Stykket, han kunde i det højeste, som hos Jensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
