Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rosing, Michael, 1756-1818, Skuespiller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kun kortvarig: 7. Dec. 1779 ophævedes «det dramatiske Selskab»
ved kongl. Kabinetsordre; vel trodsede de tilbageblevne
Medlemmer efter R.s Opfordring i nogen Tid Opløsningsordren ved at
holde Møder snart hos Rosings, snart hos Preislers, men Selskabet
havde tabt sin Betydning og døde snart en ubemærket Død.
Maaneden efter sin Debut i «Zaïre» havde R. i Monsignys
melodiøse Syngestykke «Kongen og Forpagteren» som Richard,
Forpagteren, sin første Syngespilrolle; hans behagelige Tenorstemme
i Forbindelse med hans mandige Borgerlighed indtog Publikum, og
R. fik snart et stort Repertoire i Syngespillet, ja han var blandt
den Del af Theatrets Personale, mod hvis Optræden i Tragedier
og Dramer den italienske Syngelærer Potenza i den følgende
Sæson fik udvirket et kongeligt Forbud til Direktionen, da deres
Syngestemmer ikke kunde taale at spille i disse. R. var saaledes
ved et Kongeord udelukket fra sit egentlige Felt: Tragedien, men
han fandt i Syngespilrepertoiret, særlig efter at den «store» Opera
havde holdt sit Indtog paa den danske Scene, Anvendelse for sine
tragiske Evner baade i lidenskabelig bevægede Roller som Orpheus
i Naumanns «Orpheus og Eurydice» (1786) og i mandig myndige
som Holger Danske i Kunzens Opera (1789). Rahbek saa skjævt
til disse Roller, da de «begunstigede et Slags Balletspil, som i
Forening med den fremmede Dragt klædte R, for vel, og hvorved han
gjorde for megen Lykke til ikke at fatte en Forkjærlighed derfor»;
R. saa i Rahbeks Frygt kun et Udslag af dennes «blinde Operahad,
der kom af, at han var en Idiot i Musikken og ikke selv
kunde skrive en Opera», og beviste i en Række forskjellige
Skuespilroller, at han ingenlunde i Operaen havde tilsat sin dramatiske
Kraft. Tvært imod, paa samme Tid som R. var en fejret og maaske
nok en Kjende koket Førstetenor – og det var han i mange Aar,
endnu 1803 fik han Armand i «De to Dage» –, voxede han i det
egentlige Skuespil til en udmærket Karakterskuespiller. R. havde
tidlig vundet Anerkjendelse paa det erotiske Omraade og blev i
Aarenes Løb saa alsidig, at ingen Nuance i Forelskelse eller
Variation af Kjærlighed var ham fremmed: han fremstillede med lige
Ægthed den kjække Elsker som den stille Sværmer, den fyrige
Triumfator som den inderlige Tilbeder, han gjengav med lige
Naturlighed den alvorlige Trofasthed som den flygtige Forliebelse, den
hjærtegrebne Betagelse som den øjeblikkelige Beruselse, og altid
var han skjøn og mandig. R.s kunstneriske Ærgjerrighed førte
ham tidlig til de sammensatte Karakterer; allerede 1778 udførte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
