Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rudelbach, Andreas Gottlob, 1792-1862, Præst og theologisk Forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tilbudt Professor Hengstenberg i Berlin. R.s Prøveprædiken i
Hofkirken i Dresden og det «Colloqvium», som fulgte efter, gave
Anledning til megen Omtale; thi R. kastede med stor Heftighed den
ogsaa i Sachsen herskende Rationalisme Handsken, og den
sachsiske Overhofpræst v. Ammon, som ledede Samtalen, følte sig
personlig krænket af den djærve Lutheraner, «der kom fra det yderste
Thule». 1831 dannedes, væsentlig paa R.s Tilskyndelse, den saakaldte
«Muldenthaler Pastoralkonferenz», der i forskjellige Skikkelser
har haft en ikke ringe Betydning for det kirkelige Liv i Sachsen.
Han virkede der efter G. H. v. Schuberts Sigende «som et Klippestykke,
der falder i det stille Hav og bringer Bølgerne til at bruse».
Paa videre Kredse fik R. Indflydelse gjennem det «Zeitschrift f. die
gesammte lutherische Theologie u. Kirche», som han fra 1840 til
sin Død vedblev sammen med Guericke at være Udgiver af, mens
Guericke alene fra 1846 varetog Redaktionen. Deri skrev R. en Række
lærde Afhandlinger og Recensioner, bl. a. en Skildring af den
religiøse Vækkelse i Danmark. Fra denne Tid stammer ogsaa hans
betydeligste Skrift: «Reformation, Lutherthum u. Union» (1839), en
historisk-dogmatisk Apologi for Lutherdommen, der var helliget
Grundtvig som «en Mand i Luthers Aand og Kraft». 1843
indbød han, i Forening med Lindner og Delitzsch, til den første
«allgemeine lutherische Konferenz» i Leipzig, hvor Lutheranere fra
Sachsen, Bajern, Hannover, Schlesien osv. satte hinanden Stævne.
Han var i et Par Aar disse Møders Præsident og vandt derigjennem
mange Venner. 1841 udnævnte Universitetet i Erlangen ham til
Doktor i Theologien honoris causa, og man saa fra flere Sider hen
til Superintendenten i Glauchau som en kirkelig Fører. Men
allerede 1. Sept. 1845 nedlagde R. temmelig brat sit Embede i Sachsen.
Han vilde ikke gaa med til den betingede Afskaffelse af det
apostolske Symbol ved Konfirmationen, som nogle Medlemmer af
Konsistoriet havde foreslaaet (jvfr. hans «Ueb. die Bedeutung des
apost. Symbolums», Leipz. 1844), og han vilde hverken aabne sin Kirke
for eller udføre kirkelige Handlinger for de saakaldte
Tysk-Katholikker, som den Gang vakte stor Sympathi hos Sachsens
Rationalister.
Fra Glauchau rejste R. tilbage til Kjøbenhavn; men ogsaa
her mødte han Vanskeligheder. Med Grundtvig var det kommet
til et aabent Brud, fordi R. ikke kunde gaa ind paa Grundtvigs
Betragtning af det apostolske Symbol som det levende Ord, og
mange her hjemme havde følt sig stødt ved R.s Omtale af danske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
