Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rump, Christian Gotfred, 1816-80, Landskabsmaler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
for hans sande Kald, Landskabsmaleriet. Vel havde han tidligere
malet og udstillet nogle Landskaber, som ingen lagde Mærke til,
og vel malede han endnu 1843-46 nogle Portrætter i Hillerød,
vistnok nærmest for den tarvelige Indtægts Skyld, men det var dog
først nu, da han gjennem alle Aarstider færdedes i Hillerøds paa
Naturskjønheder saa rigt vexlende Egne, at det fuldt gik op for
ham, at Landskabsmaleriet var hans Evners rette Omraade, og fra
1846 helligede han sig dette saa udelukkende, at han end ikke
eller kun undtagelsesvis malede Staffage af Mennesker i sine
Landskaber.
Han gik dog ikke til sit Værk med den Formsikkerhed, som
f. Ex. udmærkede Skovgaard* det fængslede ham ikke at gjengive
Forgrundens Planter med den Troskab og det Præg af Væxtliv,
som denne hans omtrent jævnaldrende Medbejler forstod at lægge
i sin Planteverden, men til Gjengjæld var hans Syn paa Naturen
mere malerisk, hans Følelse for Naturens Stemninger dybere, hans
Sans for Farvernes Rigdom fyldigere. Da han var kommet tilbage
til Kjøbenhavn, gjorde han ivrige Studier i det ældre hollandske
Landskabsmaleri, som vore Samlinger bøde ham, især i de Arbejder,
hvor en poetisk Stemning parredes med et aabent Blik for
Naturens Farverigdom. Men mest af alle Kunstnere fængslede dog
Claude le Lorrain ham, uagtet han her hjemme kun kunde granske
hans sjælden stemningsrige Kunst i kobberstukne Gjengiveiser. Den
Sikkerhed, hvormed denne Kunstner i en uendelig Række
Afskygninger naaede fra den dybeste Skygge til det højeste Lys og
derved fik den kraftigste Virkning natursandere frem end ved at
sammenstille skarpe Modsætninger, var for R. en stadig Gjenstand for
Studium og gjorde det til en Øjets Fest for ham, da han endelig
i Udlandet fik udmærkede Originaler af sin kloge Mester at se.
Imidlertid havde R. kæmpet sig frem, somme Tider lidt underlig
bagvendt, til almindelig Anerkjendelse. Thi medens han i 1848
ved «Tørvemosen med den optrækkende Regnsky» vandt Plads i
den kongl. Malerisamling, uagtet dette Billede endnu i meget
mindede om hans Studier i hollandsk Landskabskunst, vandt han
allerede s. A. paa en Rejse i Jylland et Blik for Friluftsstudiet efter
Naturen selv, som strax bar Frugt i et udmærket Billede og siden
blev hans tro Vejleder hen imod en stedse rigere og modnere Kunst.
«Et Parti fra Himmelbjærget», som kom paa Udstillingen i 1849,
blev enstemmig tilkjendt Akademiets højeste Udmærkelse, den
Thorvaldsenske Udstillingsmedaille. Men 2 Aar efter stillede han sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
