Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ryge, Johan Christian, 1780-1842, Skuespiller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
derimod følte Tilskuerne sig, da han Ugedagen derefter som tredje
Debut optraadte som Leon i d’Alayracs Syngestykke «Slottet
Montenero», frastødte saa vel af hans bombastiske Tyranspil som af
hans buldrende Sang. Theaterdirektionen føjede sin Anerkjendelse
til: R. fik udbetalt Præmien for Helteroller, skjønt han først
havde meldt sig efter Udløbet af Fristen, og ansattes som kongl.
Skuespiller med 600 Rdl. i aarlig Gage og Anciennitet fra den
Dag, han som Læge 8 Aar tidligere traadte i Statstjeneste (1. Febr.
1805).
Vel havde R. i sine Debutroller vist sig som den fødte Skuespiller,
men han var dog endnu kun en Begynder, der trængte til
at uddanne og øve sine kunstneriske Virkemidler og ikke mindst
til at afdæmpe den Voldsomhed, der prægede baade hans Bevægelser
og hans Tale; «han var mindre stærk i de første Elementer
af det ordentlige end i den højeste Flugt af det overordentlige»
(Baggesen). Han havde strax ved sin første Fremtræden imponeret:
hans stærktbyggede Skikkelse fyldte Scenen, hans Stemmes Heltekraft
rungede gjennem hele Theatret, hans Spil havde den store
Stil, men hans Gestikulation var hyppig mere drabelig end malende,
og hans Tale skæmmedes ikke sjælden af en ensformig Prædiketone.
R. arbejdede ihærdig paa at rette sine Fejl; allerede Aaret efter,
da han spillede Michel Angelo i «Correggio», vidnede Baggesen:
«Kun en eneste Gang prædikede han i denne Forestilling», og inden
mange Aar var han en Mester netop i Stemmens Brug, han
forstod saa vel Forberedelsens Kunst som selve Udbruddets Kraft;
han gjengav saaledes baade Lummerstilheden før Stormen i al dens
Uhygge og selve Stormen i dens Vælde, han magtede strax den
yderste Grad af Fortvivlelse, og efterhaanden fandt han ogsaa
imponerende Udtryk for det ædle Sinds simple Værdighed, han
fremstillede med lige Kraft Herskerens Højhed og Usurpatorens Trods,
Vennens Djærvhed og Forræderens Sleskhed, kun for Elskoven
fattedes der ham ægte Udtryk: han blev i erotiske Scener let søgt
og sødladen, ja strejfede her endog af og til Parodien.
R. er blandt danske Skuespillere Oehlenschläger-Fremstilleren
fremfor nogen; det var dog ikke den unge, frejdige Helt, men den
graanede, barske Viking, han gav Kjød og Blod «med en Ild i
Øjet, med en Kraft i hver Bevægelse, med et herkulisk Udtryk i
den hele Gestalt, som vor Skueplads aldrig havde kjendt Mage
til» (Baggesen). Den Karakterisering, R. i sin «Kritisk Sammenligning
imellem nogle af det kongl. Theaters Skuespillere og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
