- Project Runeberg -  Dansk biografisk Lexikon / XIV. Bind. Resen - Saxtrup /
459

(1887-1905) Author: Carl Frederik Bricka
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ryge, Johan Christian, 1780-1842, Skuespiller

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Skuespillerinder» giver af sin komiske Spillemaade, gjælder sikkert i
lige saa høj Grad hans tragiske: «Han sammenblander», skriver
han her, «ikke Karakterens Personlighed med sin egen, men han
stiller den sidste bag den første, og i det han lader sin egen
Individualitet kun svagt skinne igjennem Fantasibilledet, giver han
dette scenisk Liv, omtrent paa samme Maade som en Marionetspiller
besjæler sin Dukke.» Skjønt hans nordiske Kæmper saaledes
i Virkeligheden kun vare Forklædninger af ham selv, vidste
han med stor Kunst at variere dem: Hakon Jarls mørke og barske
Herskeraasyn bragte Bud fra de norske Fjælde, medens Palnatoke
og end mere Stærkodder vare ægte Repræsentanter af den ødanske
Godmodighed, ja selv inden for en og samme Rolle formaaede han
fuldstændig at skifte Tone uden at bryde Rammen, saaledes i
«Væringerne i Miklagard», hvor han først med ædel Myndighed
fremstillede den gudhengivne Eremit for derefter med gigantisk
Vildskab at give sig hen i Olaf Tryggvesens fanatiske Exstase. Der
boede i R. en voldsom Herskernatur, der baade var af det gode
og af det onde; den gav sig hyppig ubændige og for hans Omgivelser,
særlig for dem, der stode i underordnet Forhold til ham,
højst ubehagelige Udslag, men paa den anden Side gav den hans
Spil «en Dristighed og Sikkerhed i Bevidsthed om aldrig svigtende
Kraft, som udmærker Shakspeare. Han forstod at føje til
Oehlenschläger, hvad der manglede denne i at være Shakspeare, og naar
han spillede Oehlenschläger, troede man at se Shakspeare» (P. L.
Møller). Inden for Shakspeare spillede R. «Kong Lear» (1816),
men formaaede ikke at give dennes Affældighed den rette Højhed,
thi det stred, som han ytrede, mod hans «baade indre og ydre
Natur at spille gale Konger, naar de ikke gaa løs paa deres
Fjender», derimod stemte «Macbeth» (1817) særdeles godt til hans
Temperament, og han fandt da ogsaa mægtige Udtryk for dennes
Herskerærgjerrighed som for hans trodsige Magtesløshed. R.
anvendte utvivlsomt i sine tragiske Roller en deklamatorisk
Stemmeføring, men hans Stemme, der fra først af havde været temmelig
ordinær, løftede ved sin Vælde hans Deklamation op i den store
Stil: «hans Ord klang som Sværdslag paa Kobberskjolde, de trængte
til Sjælen som Runer i Kampesten» (Bournonville). Han kunde
ganske sikkert henfalde til Buldren og Larmen, men der stod altid
en stærk Personlighed og en begejstret Aand bag de klingende Ord.
Foruden sit tragiske Repertoire gjennemspillede R. et stort
komisk, og hans kunstneriske Kraft var inden for dette ikke mindre,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:31:27 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dbl/14/0461.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free