Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ryge, Johan Christian, 1780-1842, Skuespiller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
snarere mangfoldigere end inden for hint, og der var dem, der satte
Komikeren R. over Tragikeren og mente, at han i sine Komedie-Fædre
ydede sin fineste Kunst-, han fik da ogsaa i 1817 den i 1811
udsatte Præmie for en Fremstiller af Fædre. Og det lader sig ikke
nægte, at inden for hans Komedierepertoire indtage Fædrene en
fremtrædende Plads netop ved den Forskjelligartethed, han vidste
at give disse utaknemmelige Roller; hans Tale bevægede sig i
disse stedse paa det jævne, og var end Tonen det daglige
Hverdagslivs, rummede den, gjennemklaret af den sikreste Kunst, en
Fylde af Følelser og Stemninger, der i sin tætte Forening af Fader
og Husherre strakte sig fra Spidsborgerlighedens Snæverhed til
Aandsmyndighedens Overlegenhed. Inden for hans Fædre indtage
de Holbergske Jeronimuser en særegen Plads; det var svære, brede
Borgermænd med Dobbelthage, og de talte med en tyk, ligesom
fedtbelagt Stemme, der lige vel kunde udtrykke vægtig Myndighed
(i «Maskeraden» og «Henrik og Pernille») som pylrende
Gammelmandsvæsen, hvad enten dette ytrede sig som lettroende
Godmodighed (i «Abracadabra») eller som taabelig Gnavenhed (i «Julestuen»).
Ogsaa uden for Jeronimuserne havde R. et stort Repertoire hos
Holberg; han formaaede saaledes i komisk Belysning at omsætte
sin magtsyge Selvtillid til Herman v. Bremens politiske
Kandestøberier, sin ubændige Heltefyndighed til Ulysses v. Ithacias
bombastiske Mundstyrke, hvis Komik han yderligere forstærkede ved
en rungende norsk Udtale, og sin selvretfærdige Paastaaelighed til
Per Degns urokkelige Uvidenhed; særlig denne sidste Figur virkede
ved Fremstillingens rolige, næsten ubevidste Karikaturtone som en
i Udvortes og Tale lige natursand Degnetype. R.s komiske
Mangesidighed eller Alsidighed omfattede ogsaa Dialektbøndernes tørre
Lune (Jens Knabstrup i «Aften er ikke Morgen lig») og Jødefigurernes
saftige Drastiskhed (Ephraim Golz i «Østergade og Vestergade»
og Salomon Goldkalb i «Kong Salomon og Jørgen Hattemager»),
den runde Gemytlighed (Saft i «Sovedrikken») og den
humoristiske Ilterhed (Warberger i «Jægerne» og Paul Werner i
«Postmesteren»), derimod fandt Samtiden ikke Behag i hans
Falstaff i «De muntre Koner i Windsor»; Overskou klager over, at
«R.s djærve Stil gav Plumpheden for stort Raaderum».
Ogsaa Syngespillet, hvori R. havde haft saa uheldig en Debut,
lagde han i Aarenes Løb ind under sin Kunst; vel blev han aldrig
nogen i musikalsk Henseende fin eller udviklet Sanger, men han
lærte efterhaanden at bruge sin Sangstemme med Maadehold, saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
