Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - de Saint-Aubain, Andreas Nicolai, 1798-1865, Forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Livet ved Christian VII’s Hof og i den Tids borgerlige Kredse.
Bogen vandt stort Bifald, og Forfatteren gik videre ad den
indslagne Vej med «Krønniker fra Kong Christian II’s Tid» (1846) og
«Krønniker fra Kong Erik af Pommerns Tid» (1850). Disse
Romaner ere underholdende at læse, og især ere Krønnikerne fra
Christian II’s Tid en historisk Roman, som selv i Sammenligning med
de bedste Forbilleder altid vil hævde sig en Rang; de hvile paa
samvittighedsfuldt Studium af det knappe Materiale, som den Gang
var for Haanden, medens Forfatteren andensteds ikke undgaar
enkelte kapitale Bommerter (som naar han i «Dagvognen» forvexler
Valdemar den store med Valdemar Atterdag og tror, at det var
denne, der gjorde Tog til Venden for at indføre Kristendommen,
eller naar han (i «Gamle Minder») lader Dronning Helvig, Biskop
Jens Grand og Biskop Valdemar sidde samtidig fængslede paa
Søborg Slot, skjønt de 2 sidstnævntes Fængselstid faldt henholdsvis
1294-95 og 1194-1206, og Dronningen først døde 1374). –
Samtidig med og efter disse historiske Digtninger skrev Carl Bernhard
endnu en Række Noveller, dog kun undtagelsesvis af større
Omfang, de fleste ikke omfangsrigere, end at de kunde meddeles i
Folkekalendre og Ugeblade. Vi nævne af disse Arbejder «To
Venner», som vakte en Del Opmærksomhed paa Grund af sin
hyperæsthetiske Betragtning af det ægteskabelige Samliv, «Det
gyldne Skind», «Hr. Kraft», «Damon og Pythias», «Den
opmærksomme Ægtemand». Den sidste Novelle, «En Baderejse»,
fremkom i St.-A.s Dødsaar, 1865. Carl Bernhards samlede Skrifter
udgjøre 14 Bind og ere udkomne i 2 Udgaver.
Formel og pertentlig, som St.-A. var, vaagede han med den
yderste Omhu over Iagttagelsen af en Psevdonymitet, som dog omtrent
lige fra Begyndelsen af havde været en offentlig Hemmelighed.
Han skriver i Midten af 4oerne til Jonas Collin: «Ihvor
transparent min Anonymitet end kan være – sandelig ikke ved
min Skyld –, er den mig dog vigtig som en nødvendig Betingelse
for min litterære Virksomhed, der uden denne vilde være aldeles
lammet.» Som S. Kierkegaard drog han et skarpt Skjel mellem
den psevdonyme Forfatter og det borgerlige Menneske; han vilde
unddrage sig Inkonveniensen ved en Sammenblanding af disse 2
Personligheder og overholdt i det selskabelige, ja endog i det
fortroligere Omgangsliv paa det omhyggeligste denne Sondring.
Endogsaa over for sig selv bevarede han Fiktionen, kan man næsten
sige. I de blandt hans Efterladenskaber forefundne avtobiografiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
