Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Saxo (Grammaticus), -1200-, Historiker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
maatte kræve et overordentligt og besværligt Arbejde. Formentlig
ere ikke heller stærkt afvigende Principper fulgte ved Behandlingen
af hin Tid fra 800-1047, og man kan vel i det hele vanskelig
tænke sig Værkets uhyre store Stof tilvejebragt ved en saadan
skridtvis Indsamling til enkelte Tiders Historie.
«Gesta Danorum» er ikke blot det mærkeligste Historie værk
fra Danmark i Middelalderen, det er enestaaende inden for den
hele evropæiske Litteratur. Dette gjælder for det første Stil og
Sprog. S. skriver ikke blot det latinske Sprog rent, han fører sin
Pen med Mesterhaand, hvad enten han skriver Digt eller Prosa.
Intet falder ham lettere end at forme en smuk latinsk Vending,
og hans Ordforraad er overordentligt, saa at hans Stil sjælden
bliver ensformig. Fristet af sin Rigdom paa Midler har han ofte
en Tilbøjelighed til ikke at tage det simpleste og naturligste
Udtryk og kan vælge et søgt, om end prægtig klingende; derved
kan han blive dunkel og – da han ynder at gjentage et Udsagn
i omskrevet Form – tillige bred. Ikke des mindre er den varme,
malende Stil fuld af Skjønhed; Erasmus fra Rotterdam skrev om
ham: «Jeg maa rose hans livlige og glødende Aand, hans Tale,
der aldrig slappes eller bliver søvnig, hans vidunderlige Ordrigdom,
hyppige Tankesprog og den beundringsværdige Mangfoldighed i
hans Vendinger».
S. havde bestemte Forbilleder blandt den romerske Kejsertids
Forfattere, særlig Valerius Maximus og Marcianus Capella; han laante
ofte direkte Udtryk fra dem, men aldrig saaledes, at han derved
blev tvunget til at sige andet end, hvad han ønskede at sige. Han
har en sjælden Lethed ved at finde klassiske Udtryk for
middelalderlige Begreber eller kirkelige Forhold. Og her er igjen
et Punkt, hvori han staar mærkelig ene blandt Middelalderens
Forfattere. S. nævner næppe nogensteds Personer fra det gamle eller
nye Testamente, hverken Patriarker, Profeter eller Apostle, ej heller
Helgener; om vidunderlige Ting taler han ofte, men næsten aldrig
om Mirakler; Djævelen, den «gamle Fjende», som ellers har en
stor Rolle, nævnes ikke. Hans Sprog er i det hele saa lidt
kirkeligt som muligt; han taler hellere om Guddommen end om Gud,
Kirkerne ere Templer, Absalon Pontifex maximus og lign. Det
vilde ikke desto mindre være ganske urigtigt at tillægge S. nogen
religiøs Tvivl eller noget Fritænkeri. Han dadler enhver
Fornægtelse og taler varmt Kirkens Sag; men ganske vist ønsker
han, at gejstlige som Lægmænd ikke for Bønner og Askese glemme et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
