Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schandorph, Sophus Christian Frederik, 1836-1901, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
«Uro i hans Hu», han «farer hvileløst fra Latter til Graad». Og
han taler tit om sin store Opfarenhed og Utaalmodighed. Hans
nervøse Irritabilitet er sikker nok, den gaar tit igjen i hans senere
Digtning, bl. a. i de Pidskeknald, hvormed de mere
kommanderende af hans Helte eller Heltinder ynde at fremskynde en
Afgjørelse. Men Nervøsitet er jo ikke det samme som romantisk
stor Lidenskab. Og for Resten ytrer ikke engang Nervøsiteten sig
poetisk i hans Ungdoms Lyrik, den ses ikke af Digtenes Bygning,
høres ikke i deres Rhytme. Han havde debuteret med nogle, for
største Delen erotiske, «Digte» (1862); i 1868 og 1875 var fulgt nye
Smaadigte, og 1867 havde han anonymt udgivet nogle (i 1863
paabegyndte) dramatiske Scener: «Ude i Skoven». Overalt i disse
Vers er Formen konventionelt pyntelig, Tonefaldet som oftest lidt
dumpt eller mut eller vemodig forsagt. De bedste af Digtene
lyse blidt af en nøjsom Fortrøstning, hvorover der er gledet som
et Aandepust af Forsagelse. Og yderst paafaldende hos denne
«Lidenskabens» formentlige Beundrer og Offer er en inderlig
Sympathi med al stilfærdig Jævnhed. Hjemligst til Mode føler S. sig
sammen med Folk, som netop ikke kjende noget til og ikke heller
ville vide at sige af Romantikkens Lidenskabelighed (se f. Ex.
«Digterens Moder» i den første, det udmærkede Mindedigt over
Werner i den sidste af Digtsamlingerne).
Aabenbart havde S. hidtil hængt fast i et poetisk Ideal og i
poetiske Former, som ikke passede for hans Naturel og ikke tillode
ham at bruge, hvad han sad inde med. Men saa hændte det ham,
midt i 70erne, at han kom i personlig Berøring med den Brandesske
Bevægelse. Han havde hibbet saa smaat efter den før. Nu
desillusionerede den ham over for det romantiske Fantasteri, og dens
litterære Virkeligheds- og Personlighedskrav viste ham hen til
et nyt Virkefelt. Delvis i samme Retning var han for Resten
blevet paavirket af et Par af Turgenjevs Bøger. Og det andet og
betydningsfuldeste Afsnit af hans Digtervirksomhed begynder. Det
indledes med Novellesamlingen «Fra Provinsen» (1876), særlig med
dens bedste Fortælling, «En Enkestand». Fra nu af er han
endelig for Alvor inde i digterisk Opposition til Tiden, for saa vidt
som hans fornemste og lykkeligst løste Opgave kommer til at
bestaa i at forfølge det romantiserende Selvbedrag, Skuespilleriet,
Hanget til at tro sig noget andet, end man er. Lige tvært imod
opstiller han atter og atter som Ideal det virkelighedskjære eller
i alt Fald virkelighedstaalsomme Arbejdsmenneske, jævnt, passelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
