Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schmidt, Frederik, 1771-1840, Præst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Skoledreng skrev han Vers, som optoges i «Minerva», og da han i
Kjøbenhavn kom ind i litterære Kredse og blev Ven med J. Rein,
P. Collett og Rahbek, vedblev han at dyrke Digtekunsten. Han
tog theologisk Embedsexamen 1791, og alt Aaret efter blev han
Præst ved Tugt- og Manufakturhuset i Christiania. 1794 rejste han
i Tyskland sammen med den senere Stiftamtmand Fr. Moltke, men
S. var den Gang saa henrevet af den franske Revolution, at det
i det mindste stundum generede ham at have saa aristokratisk en
Rejsefælle. Efter Hjemkomsten redigerede han 1795-96 Tidsskriftet
«Hermoder». 1797 kaldedes han, kun 26 Aar gammel, til det
store Embede som Sognepræst for Eker. Dette skyldtes dog ikke,
at han var Biskoppens Søn, men 2 andre, der først vare kaldede,
trak sig tilbage. Han ægtede nu 10. Jan. 1799 Maren Elisabeth
Mathea Oppen (f. 1778 d. 1841), Datter af Generalkrigskommissær
Knud O.; med hende fik han en for den Tid ikke ubetydelig
Formue. Han var en virksom Provst – 1808 blev han Provst i
Kongsberg Provsti – og Sognepræst, der bl. a. oprettede en
Spindeskole i sit Sogn og fik det gjort til Pligt for Præsterne i
Provstiet at undervise Skolelærerne. Han stiftede et «Selskab til
Ekers Vel», der oprettede 2 Søndagsskoler, begyndte at vaccinere
og lagde Plan til et Skolelærerseminarium, som dog aldrig kom i
Gang. Herover opgav han ikke sine litterære Sysler; han gjorde
saaledes Samlinger til en Oslos Historie, der dog aldrig udkom.
Men hvor gode end hans Forhold i Norge vare, stod hans Hu dog
altid til Danmark. Paa Besøg i Kjøbenhavn fornyede han gamle
Venskaber og stiftede nye med Oehlenschläger, N. Treschow, G.
Sverdrup og Grundtvig. Men Bakkehuset var dog bestandig det
Sted, hvor han følte sig mest hjemme.
En Mand, der følte sig saa dansk som S., maatte med stor
Uvilje se paa den Gang, Begivenhederne toge i Norge 1814. Han
afskyede Svenskerne og Grev Wedels Parti. Han var Medlem af
Forsamlingen paa Ejdsvold, men spillede ingen fremragende Rolle
ved Forhandlingerne; derimod blev der lagt Beslag paa hans
digteriske Evne. I Toner, der stærkt minde om, at han var paavirket
af Rahbek, sang han til Ære for Christian Frederik og om, hvorledes
«Norges Løve rejser sig, længe tirret af Niddingers spottende
Tale». Hans Modstandere kaldte ham spottende Selvstændighedspoeten,
og J. Aall klager over de ondskabsfulde anonyme Viser,
han skrev, og den hierarkiske Maade, hvorpaa han fremsatte sine
ufordøjede Forslag. Da Foreningen med Sverige var afgjort, skrev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
