Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schumacher, Peter Christian, 1743-1817, Diplomat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Febr. 1780, som Danmark da maatte slutte sig til. Det er vel
muligt, at det samme vilde være sket, om end S. havde gjort sin
Pligt og fulgt sin Chefs Instruxer, men hvis en saadan Alliance
var bleven sluttet, var vort Forhold til England maaske blevet et
helt andet, end det blev i 1801 og 1807. Ærgjerrighed og Haabet
om at kunne naa videre ved Hoffets end ved den stærkt aristokratiske
Bernstorffs Hjælp forklare S.s Opførsel, men ved Siden
deraf følte han ogsaa en lidenskabelig Uvilje mod det af
Bernstorffs repræsenterede fremmede Element i Statsstyreisen. Det er
interessant at se, hvorledes de 2 eneste borgerlige danske, der
under Bernstorfferne naaede op til selvstændige diplomatiske Poster,
Dreyer og S., begge sluttede sig til Bernstorffs Modstander Osten.
Ingen af dem havde noget at beklage sig over, den ældre
Bernstorff havde draget dem frem, og den yngre forfremmede dem og
satte fortjent Pris paa deres Dygtighed, men begge foretrak de dog
den i øvrigt lidet sympathetiske Osten, og navnlig S. vedblev altid
at staa i fortroligt Forhold til denne, der ogsaa var den, som
anbefalede ham til Guldberg. Paa et senere Tidspunkt traadte S.
i øvrigt offentlig frem med et lidenskabeligt Angreb paa den
overvejende tyske Indflydelse i vor overordnede Statsstyrelse og det
sociale Liv i Kjøbenhavn.
Da Bernstorff 13. Nov. 1780 havde faaet Afsked, belønnedes
S. af Magthaverne. Giildencrone, der efter Ahlefeldts Rappel 28.
Juli 1780 var udnævnt til hans Efterfølger, kom ikke til at tiltræde
denne Post. Derimod avancerede S. 1781 til Ministerresident og
Etatsraad, 1782 til Gesandt og Konferensraad, adledes 1782 og blev
Kammerherre 1783. Men efter Regeringsforandringen 1784 kom
Straffen. Bernstorff, der først efter sin Afgang 1780 havde faaet
Underretning om S.s Forræderi, rappellerede ham 4. Juni 1784, og
dermed var S.s diplomatiske Karriere sluttet. Derimod udnævntes
han 1789 til Amtmand over Svendborg Amt. Senere optraadte han
med Iver for Frederik VI’s Kandidatur til den svenske Trone og
udkastede Planen til et dramatisk Lejlighedsdigt, der skulde
udbredes mellem Befolkningen i Skaane og stemme den for en
Forening, men som var mere velment end politisk eller æsthetisk
betydeligt. – Regeringen paaskjønnede hans Embedsvirksomhed: 1817
fik han Gehejmekonferensraadstitelen. – S. A. 8. Maj døde han ugift.
Erslew, Forf. Lex.
Bloch, Stiftamtmænd og Amtmænd i Danm.
Kirkehist. Saml. 4. R. II, 630 ff.
A. Friis, A. P. Bernstorff og Guldberg S. 200 ff.
Clausen, Skandinavismen S. 4 ff.
P. Vedel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
