- Project Runeberg -  Dansk biografisk Lexikon / XV. Bind. Scalabrini - Skanke /
601

(1887-1905) Author: Carl Frederik Bricka
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Simonsen, Niels Juel, f. 1846, Operasanger

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Da S. første Gang optraadte i Musikforeningen (1870), udførte
han Heroldens lille Parti i Glucks «Alceste» med en saadan Appel,
at et livligt Bifald bød ham velkommen, og allerede som Anfører
for Bysvendene i «Huguenotterne» (1867) fængslede han
Opmærksomheden i de faa Takter, han havde at synge. Skjønt Stemmen
endnu ikke fuldt ud var, hvad den senere blev, besad den ved sin
sympathetiske Klang stor Evne til at gribe Publikum. Der var
noget individuelt ved Foredraget og særlig en egen Energi i
Syngemaaden, der bragte til at lytte. Denne Sang, der aldrig kom til
at støtte sig til nogen udviklet Teknik, taalte ingen Modstand, og
snart lystrede Stemmen den strængeste Kommando og kunde uden
mindste Anstrængelse lade det runge i Hallen. Mandig Kraft og
Viljestyrke blev et af Kunstnerens store Fortrin som i hans
Mesterroller Vilhelm Tell og Marsk Stig i «Drot og Marsk».

Noget kunde i Begyndelsen tyde paa, at Roller med erotisk
Lidenskab vilde blive begunstigede af ham; foruden Hans Heiling
udførte han Guilbert i «Tempelherren og Jødinden» (1871) og
Rodolphe i «Den lille Rødhætte» (1873), begge med stort Bifald.
Men han styrede andensteds hen, og Gluck viste ham Vejen. Som
Agamemnon og Orestes i «Iphigenia paa Tauris» (1874) hævdede
han den tragiske Pathos ved Sangens Inderlighed og en Frihed for
Unatur og Overdrivelse i Spillet, som altid blev ham egen. Det
storslaaede og fremtrædende ligger for ham, men ofte har han,
naar Rollen krævede det, ved noget stilfærdigt og fint i
Udførelsen gjort stor Virkning; Wolfram i «Tannhäuser», Harpespilleren
i «Mignon», George Germont i «La Traviata» ere Exempler
derpaa. Heller ikke Thalia har nægtet ham sine Lavrbær, om det
saa er som Masetto, som han har overtaget i Steden for selve
«Don Juan». Hans Sachs i «Mestersangerne i Nürnberg» og
Figaro i «Figaros Bryllup» ere Hovedfigurer i hans komiske
Repertoire, men fremfor alle Figaro i «Barberen i Sevilla», hvormed
han beredte en stor Overraskelse, da man ikke havde ventet, at
han saa fortrinlig vilde passe ind i det italienske Munterhedsværk.
Væsentlig tilhører han dog den tragiske Muse, og han har i Tidens
Løb gjennem mange Roller forenet saa store Modsætninger som
Wagner og Verdi – den flyvende Hollænder og Rigoletto ere
blandt hans bedste –, og han har vist, at den skjønne Sang saa
vel som dramatisk Fremtræden kan være fælles for dem begge.

For Koncertlivet har S. stedse været en mægtig Støtte, og
han virker med sin Kunst i vide Kredse, er bleven kjendt og

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:31:45 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dbl/15/0603.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free