Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sorterup, Jørgen Jørgensen, 1662-1723, Præst og Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
føjede et Par om muligt endnu jammerligere Vers-«Tilhæng» til
Striden.
S. var imidlertid ikke den Mand, der lod sig skræmme af
Angreb. Faa Aar efter, 1709, vakte han en ny Polemik ved sin
«Poetiske Skansekurv, fremsat til Beskjærmelses Brystværn» for
Præsten S. Lolcks «Saligheds Vandrebog», et opbyggeligt Læredigt,
hvis Fortale tydelig nok stiklede til S.s og Reenbergs litterære
Satirer. I Form af et satirisk Forsvar for sin fordums Lærer Lolcks
Makværk og med nye Angreb paa Skillingspoeterne hævder nu S.
Berettigelsen af sin egen Kritik. Som direkte Efterligning af
Reenbergs «Forsamling» begynder hans Digt med en Drøm, i hvilken der
for Skjalden Hjarnes, som hos Reenberg for Apollos, Domstol anstilles
en poetisk Retsforhandling om Lolcks Digterevne. Defensor, Poeten
Chr. Rose (XIV, 164), forsvarer ham som en vel anset Præst, der
har 8 andre gejstliges Æredigte at støtte sig til. Hans Medbejler
til Lavrbærkransen er en Bonde, hvis Sag føres af en anden
samtidig Rimer, Hans Nordrup, og begge komme kun daarlig fra
det. Som Bevis paa det danske Sprogs Rigdom, naar det kommer
i de rette Hænder, omsætter S. i Digtets anden Afdeling Lolcks
første Ode eller Rimsang i en Række forskjellige Versemaal,
deriblandt baade Sonet og Madrigal, og viser herved unægtelig
Rimefærdighed, men hverken Smag eller poetisk Sans.
Rose, hvis Oversættelse af Ovid S. for Resten før havde rost,
men hvem han nu mistænkte for Stiklerierne i «Vandrebogens»
Fortale, syntes ikke om den Rolle, han her havde maattet spille,
og svarede med det utrykte «Skjægge (Navnet paa en stor Kanon
fra Kronborg) .... opkjørt paa Parnassum for at beskyde og
sløjfe en Skansekurv osv.», plat og udtværet, uden Sans for
Betydningen og Berettigelsen af Kritik:
«Her er opstanden i vort Land en sælsom Versevrager,
en Ismael, dog Præstemand ....
Hvo er saa blind, saa dum og døv, at han ej ser og kjender,
hvor Sorterup i Lydersløv af Avinds Lue brænder.»
Lolck, der havde ført et hæderligt Liv og nu var død, burde
nyde Fred og ligesaa hans efterladte Kone og Børn. I Modsætning
til S. stilles Reenberg, hvem «al Verden ærer». I et andet
utrykt Digt skjælder en Psevdonym, Christen Sanddru, ligefrem S.
for Æretyv og raader ham hellere at bane sig Vej i Verden ved
Æredigte end ved Skandskrifter.
Hidtil havde S. hverken vundet synderlige Lavrbær eller vist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
