Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sorterup, Jørgen Jørgensen, 1662-1723, Præst og Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
synderlig Selvstændighed som Digter. Men med sine «Nye Heltesange
om Kong Frederik IV’s Sejervindinger» i den store nordiske
Krig (1716) gav han Bevis for, at han ikke alene kunde kritisere
andre, men selv anvise Digtningen nye Baner. Her førte han
Tidens historiske og patriotiske Lejlighedspoesi fra Alexandrinerne
og den 2. Schlesiske Skoles opstyltede Stil tilbage til Folkevisetonen,
om ikke just til Folkeviseverset, med heldig Benyttelse af
Omkvædet («Af Herren er Sejren alene») og Stræben efter folkelig
naiv Sprogfarve. Naturligvis kunde han ikke gjennemføre denne
Tone; Rokoko- og Parykstilen, som laa ham selv saa nær, skurrer
imod den, f. Ex. i den ellers saa berømte allegoriske Fremstilling
af Sejeren under Rygen:
«Hr. Sehsted har avlet en Søn under Ø.»
Men med fuld Ret udtaler han sig i Tilegnelsen om det nye og
dristige i dette Forsøg paa at gjenoplive «nordisk Kæmpesang»
og sætte den i Steden for de fade Hyrde- og Lireviser, de franske
Arier og Tidens
«Heltevers, der er paa Skruer drevet»,
pyntede med Mythologi og fladtraadte i Alexandrinere. De 5 Sange,
om Flaadens Udrustning, Gabels, Rabens og Sehesteds Sejre samt
Stralsunds Erobring, hvortil slutter sig et senere og svagere Digt
om Krigen i Norge og Frederikshalds Belejring, have derfor ogsaa
overlevet det meste af Tidens øvrige Poesi og endnu i vore Dage
fundet en Udgiver (F. Rønning 1889). Rahbeks og senere Grundtvigs
Ros have maaske skabt S. et Digterry noget ud over Fortjeneste;
men med rette er det sagt, at han danner et mærkelig enestaaende
Overgangsled fra Vedel og P. Syv til den moderne fædrelandske
Romance. Det er sikkert ogsaa P. Syv selv, hans ældre
Ven og indtil sin Død 1702 hans Nabo som Præst i Hellested i
Stævns, der har vakt hans Sans for den gamle Poesi saa vel som
for det ældre Sprog og Nordens Oldsager. Disse sidste dyrkede S.
nemlig ogsaa i sit Forsøg paa at tolke Guldhornsbillederne (1717) og
i en Afhandling om Runeindskrifter i Wielandts «Lærde Tidender»
1723, hvor der tillige refereres en Undersøgelse af ham «De mensa
Isiaca». Som Arkæolog naaede han dog ikke højere end til
sprænglærd Dilettantisme.
Brasch, Vemmetoftes Hist. II.
Rahbek og Nyerup, Den danske Digtekunsts Hist. IV.
Danske Saml. III, 227 ff.
J. Paludan.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
