Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - v. Staffeldt, Adolph Wilhelm Schack, 1769-1826, Digter, Amtmand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Digte». Han indtager i Fortalen et Særstandpunkt i stolt
Ensomhed og erklærer sig uafhængig af Tidens Smag og Døgnets
Meninger. Digtene – siger han – kunne staa uden dem og falde
med dem; «de ville, efter hint Platons Udtryk, leve efter Ideer og
tage følgelig af sig selv deres Plads, bidragende ikke blot til
Mængden, men ogsaa til Mangfoldigheden i Fædrelandets skjønne
Litteratur». Har man tidligere bebrejdet hans Poesi Dunkelhed i
Tanke og Udtryk, da ser han sig ikke i Stand til at lægge sig
denne Anke paa Sinde: «han kan ikke udtale det uudtalelige, ikke
maale det umaalelige, ikke begribe det ubegribelige; han skuer,
føler, aner og stammer, ikke rindende nogen anden Form til
Anskuelse og Tilegnelse af det hellige end Mysticisme». Samlingens
Indhold fornægter ikke denne Kunsttheori, hvor det stræber at
omsætte de højeste filosofiske Ideer – særlig fra den Schellingske
Naturfilosofis Omraade – i det lyriske Billedsprog. Men mange
af Digtene have fastere Legeme, og adskillige høre til vor Poesis
bedste: «Roserne», «Til den natlige Sangerinde», «Forvandlingerne»,
«Aftenrøden», «Camoens», «Den unge Digters Klage»,
«Trækfuglen», «Vahls Død», «Til en ung Digter», «Tiderne»,
«Jomfruen og Guden» samt en Række Sonetter, de fleste fra
Rejsetiden; S. er den første, der paa Dansk behandler denne
vanskelige Strofe, hvis sammentrængte Form stundum lykkes ham
klart og let, medens der til andre Tider er Spor tilbage af den
sproglige Anstrængelse. Tyske Sprogpletter forekomme ogsaa i
denne Samling og bidroge deres til at stille den lige saa fjærnt
uden for den almindelige litterære Interesse som Forgængeren. At
S. maatte føle sig skuffet og krænket ved en saadan Tilsidesættelse,
er forstaaeligt nok. Han kunde ikke dele Glæden over
den unge Mesters straalende Fremgang og tilkjendegav Baggesen
sin Sympathi med hans Kritik, men i selve Polemikken tog han
ikke Del. Et enkelt Digt lod han trykke nu og da, men rugede
vel mest over mørke Tanker som dem, han har givet Udtryk i
sine Digte, naar han siger, at «ingen knytter Billedet til Tingen,
ingen Idealet til dets Præg», eller «Forbandelse ved Digterkransen
klæber», – og «for vidt og bristende udspændte sig mit Livs for
kunstig spundne Traad.
Tidlig ældedes S. under denne Modgang, der gnavede paa
hans sensible Sind og undergravede hans spinkle Legeme. J. M.
Thiele, der saa ham 1815, fortæller, at han da, kun 46 Aar
gammel, gjorde Indtryk af «en udbrændt Vulkan, en Askehob efter et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
