Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - v. Stemann, Poul Christian, 1764-1855, Gehejmestatsminister
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Valgretten. Forordningen om Stænderne udstedtes 15. Maj 1834.
Stænderinstitutionen bragte den liberale Bevægelse i stærkere Fart, og
Regeringen søgte forgjæves at hemme den. Gjennem Plakaten af
1. Nov. 1837 vilde Kancelliet sætte nærmere Bestemmelser for
«Trykkefrihedens Grænser», men den offentlige Menings Kritik
lod sig ikke standse, og Harmen over Pressetvangen vendte sig
væsentlig mod S.
S., hvem Frederik VI 1828 havde udnævnt til Ridder af Elefanten,
stod saa højt i Kongens Gunst, at kun blandt tidligere
Ministre A. P. Bernstorff kunde sammenlignes med ham. Han
berørtes derfor smertelig af Frederik VI’s Død 1839. «Landet»,
skrev han, «har tabt en højt agtet og elsket Konge, og jeg min
trofasteste og ædleste Ven. Enhver Ting, der angik mig og mine,
turde jeg frit betro ham og udbede mig hans Raad, ingenlunde
som Konge, men som privat Ven, og jeg følte mig derfor ligesom
forladt, da han gik heden.» I sine «Meddelelser om mit Levned»
fortæller J. P. Mynster, at S. med taarefyldte Øjne rakte ham
Haanden, da Grev Otto Moltke fra Altanen paa Amalienborg
proklamerede Christian VIII’s Tronbestigelse. Den konstitutionelle
Bevægelse, der efter Tronskiftet ytrede sig med stigende Styrke,
mødte stadig en erklæret Modstander i S. Christian VIII, der
afviste Ønsket om Indførelsen af en Folkerepræsentation med
besluttende Myndighed, vilde dog gjøre Fremskridtspartiet en
Indrømmelse ved Indførelse af de saakaldte Stænderkomiteer, hvis
Medlemmer skulde vælges af alle 4 Stænderforsamlinger, og som
skulde drøfte Sager, der angik hele det danske Monarki. Ved en
saadan Reform traadte Kongen i det mindste den liberale
Tidsaand et Skridt i Møde; men S. havde i Følge sin Ed paa
Kongeloven fraraadet ham Oprettelsen af slig en Institution. S. var
altsaa en udpræget Tilhænger af den nedarvede kongelige Enevælde,
og samtidig var han i national Henseende en ægte dansk Mand.
Han sympathiserede med P. Hiort Lorenzen, da denne i
Efteraaret 1842 anvendte det danske Sprog i den slesvigske
Stænderforsamling. Slesvig-Holsteinismen med sin falske Arvefølgetheori
vakte S.s Harme, og det var vistnok efter Indskydelse af ham, at
Algreen-Ussing i Østifternes Stænderforsamling 1844 foreslog, at
Regeringen skulde nedsætte en Kommission til Undersøgelse af
Spørgsmaalet om Arvefølgen i det danske Monarki. Resultatet af
Kommissionens Arbejde fandt sit Udtryk i det aabne Brev af 8.
Juli 1846, for hvis Offentliggjørelse S. i Modsætning til A. S.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
