Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stenersen, Peder Christopher, 1723-76, Præst og Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som Digter i den chorjambiske «Ode til Brudgom og Brud» ved
Præsten Iver Brincks Bryllup (ikke med S. s Søster, som det siden
hed). Om end den antike Versform er mindre egnet for vort
Sprog og medfører nogen Stivhed i Ordføjningen, saa var den dog
langt at foretrække for den ensformig klaprende Alexaridriner, og
Digtet vakte fortjent Opmærksomhed baade som et betydeligt
metrisk Kunststykke og tillige ved en Flugt i Tanker og Billeder,
der stiller det værdigt ved Siden af Tullins 4 Aar senere
«Majdag», og en Renhed i Følelsen, der bl. a. ytrer sig i Protest mod
de hidtil i Brudevers almindelige tvetydige Vittigheder.
Langt lavere staar S.s senere Forsøg i samme Stil, «Krages
Ode til Hr. Simson Fogner» (1769) om Skovenes Bevarelse og
Skovplantning i Norge, der er saa uklar, at man har kunnet strides
om, hvorvidt den er ment som Spøg eller Alvor. Den trivielle
Indklædning i et Syn og det landøkonomiske Æmne vidne om,
at Digteren dog i Grunden var et Barn af sin Tid, medens det
baade af Indholdet og af de mange norske Ord fremgaar, at han
med Forkjærlighed bevarede Mindet om sit Fødeland. Efterhaanden
synes S. imidlertid at være bleven betænkelig ved det Klopstockske
Sving. I «Ode til Selskabsbrødrene», en Omskrivning af Horats,
der stiller en højere bakkisk Begejstring over for den raa Rus,
forsyner han betegnende nok de sapphiske Vers med Rim, og det
er vistnok ham selv, der 1767 har omarbejdet «Ode til Brudgom
og Brud» mere efter Tidens Smag med en Slags Undskyldning
for det dristige Forsøg i rimfri Vers. Han har ogsaa efterladt
Digte i det sædvanlige Alexandrinertrav, oversat Drikkeviser fra
Tysk osv.; men i sit sidste Digt, «Ode til Junkerskilde ved
Eriksholm» (1769), optræder han endnu en Gang blandt de digteriske
Foregangsmænd. I moderne rimede Vers behandler denne Ode
det ikke særlig poetiske Æmne Oprensningen af et Kildevæld,
men den gjorde ikke ringe Lykke ved stedvis med Held at slaa
ind paa den engelske, følelsesfuldt malende Naturlyrik, som Tullin
4 Aar før havde indført.
S.s sparsomme Digtning fremkom for det meste i de skjønne
Videnskabers Selskabs «Forsøg» og er aldrig samlet. I sine senere
Aar synes han at have udgivet eller dog skrevet i Ugeskriftet
«Den danske Proteus», en Art Spektator, der kun udgik Aaret
1766 igjennem.
Nyerup og Rahbek, Den danske Digtekunst under Frederik V S. 101;
under Christian VII S. 113. 122.
Wiberg, Alm. Præstehist. III, 399.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
