Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stephensen, Magnus, 1762-1833, Justitiarius, Forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Landsoverret, og derefter indtil sin Død, 17. Marts 1833, i sidstnævnte
Embede. S. boede først paa den fædrene Gaard Leirá, derefter paa
den noget sydligere Innrihólmur, indtil han 1813 flyttede til Øen
Viðey ved Reykjavik, som han kjøbte 1816. 1788 ægtede han sit
Søskendebarn Guðrúun (Datter af Sysselmand V. Scheving), med
hvem han efter sin Faders Anordning havde været trolovet allerede
inden sin første Afrejse fra Island, et Baand, som efter hans eget
Sigende tvang ham til at opgive de lovende Udsigter, der havde
aabnet sig for ham i Hovedstadens Regeringskontorer.
S., som 1816 var bleven Konferensraad og 1819 for en latinsk
Afhandling om den paa Island gjældende Ret havde erholdt den
juridiske Doktorgrad uden mundtligt Forsvar, har, saa vel hvad de
politiske og administrative Forhold angaar som med Hensyn til
Aandslivet, haft en indgribende Betydning for sin Fødeø. Han
forbandt med gode Kundskaber og flersidig Dannelse Virkelyst og
en med Forfængelighed parret Ærgjerrighed, som stadig holdt ham
i Aande. Hans Interesser vare vidt omfattende. Han fortæller
selv, at han som ganske ung paa Island følte sig hendraget til
gejstlig Virksomhed, i Kjøbenhavn studerede han ved Siden af
Jura Naturvidenskaberne og dyrkede Sang, Dans og nyere Sprog.
Samtidens Smag og Oplysningstidens hele Livssyn tilegnede han sig
ganske. I sin offentlige Virksomhed viser han sig som en myndig
og utaalsom Natur – en ejendommelig Repræsentant for den
oplyste Enevælde –, der, sikker paa altid at have Ret, i enhver
Modstand ser personlig Hadefuldhed og uværdige Intriger; de
styrende forstod han at bruge og har næppe forsmaaet at gaa dem
under Øjne; Endemaalet for hans Ærgjerrighed, den islandske
Stiftamtmandspost, hindrede dog Omstændighederne ham i at naa.
Paa Island havde ved Slutningen af det 18. Aarhundrede den
gamle Ordning overlevet sig selv, og i S. fandt Regeringen en
villig og forretningsdygtig Medhjælper til at gjennemføre de
nødvendige Forandringer. Hans Medvirkning ved Skalholt Bispestols
og tilhørende lærde Skoles Forlæggelse til Reykjavik er allerede
omtalt; 1799 nedkaldtes han til Kjøbenhavn for at indtræde i en
Kommission, hvis Resultat blev – foruden en Omordning af
Retsplejen –, at ogsaa Bispestolen paa Holar med tilhørende Skole
ophævedes, i det de 2 Bispedømmer forenedes og en for hele
Landet fælles Latinskole fastsloges, begge henlagte til den da
ubetydelige og lidet ansete Handelsplads Reykjavik. Saaledes vare 2
af Islands ældste og folkeligste Institutioner saa at sige med et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
