Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sunesen, Anders, o. 1167-1228, Ærkebiskop og Skolastiker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
«Hexaëmeron» saaledes kun en Omplantning af den franske Theologis Tanker
og Methoder, saa var Værkets Fremkomst i alt Fald et glimrende
Vidnesbyrd om, hvor langt Danmark nu var naaet frem i kirkelig
Kultur, og med god Grund beundredes dets Forfatter viden om.
«I er en Helligdom, fuld af himmelske Skatte», skriver Saxo, da
han tilegner A. S. sin Danmarkskrønike. Et Supplement til
«Hexaemeron» gav A. S. i sit Læredigt om Sakramenterne (nu
tabt). Desuden digtede han flere Sekvenser til Jomfru Maries Ære,
lettere og friskere, men ligeledes efter franske skolastiske
Forbilleder.
Sin juridiske Interesse lagde A. S. for Dagen i en latinsk
Omskrivning af Skaanske Lov. Varsomt lemper han her Landsloven
hen imod kanonisk Ret og hævder, at den verdslige Ret kun er
den kirkelige Rets Terne. Dermed var udtalt en Anskuelse, der
let vilde kunne føre til Sammenstød baade med Folket og Kongen;
men A. S. forstod ved sin hjærtevindende Mildhed at undgaa de
farlige Skjær. Han fik endog Menighederne til at gaa ind paa en
Række strængere Bestemmelser til Værn om Kirkens Hellighed og
Værdighed og til at gjengive Kirkerne, hvad der i Tidens Løb
var taget fra dem, og i Ærkestiftet gjennemførte han med det
gode Bispetienden, som Absalon havde søgt at tvinge igjennem
med Magt. Og mellem ham og Kong Valdemar II var der, om
end næppe et saadant Venskab som det mellem Absalon og Valdemar
I, saa dog det bedste Forhold. A. S. salvede og kronede
Valdemar i Lunds Domkirke (Juledag 1202), senere vistnok ogsaa
Valdemar den unge i Slesvig (1218), og da A. S. optraadte som
Fredens og de kirkelige Ideers Talsmand, dels ved under
Lauenborgs Belejring at mægle det Forlig, der førte til Borgens
Overgivelse imod Grev Adolf IIFs Løsladelse fra Søborg (1203), dels
ved at bede om Frigivelse for Biskop Valdemar (1206), imødekom
Kong Valdemar hans Ønsker. I Korstogssagen, den Tids store
nationale Foretagende, virkede de ogsaa trofast sammen.
Fra Pavestolen modtog A. S. baade Æresbevisninger og Tillidshverv,
muligvis har han i Bologna været Studiefælle med den
store Pave Innocens III, og denne vilde ikke undvære den danske
Ærkebisp paa det 4. almindelige Lateranmøde (1215). A. S. undslog
sig, men fik en Irettesættelse, og af et senere Pavebrev skjønnes
det da ogsaa, at han har været tilstede paa dette Middelalderens
mest glimrende Kirkemøde. Ved samme Lejlighed opnaaede han
en stor Gunst, i det han fik Lov til ved Provision at indsætte sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
