Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tausen, Hans, 1494-1561, evangelisk Reformator og Biskop
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
samledes, saasom ved Nationalsynoderne i Antvorskov 1546 og i
Kjøbenhavn 1555. Men i Stiftet selv var der ogsaa nok at tage Vare paa.
Hans Forgænger, Tyskeren M. Hans Wenth eller Wandalus, under
hvem Reformationen var gjennemført i Ribe Stift, havde nemlig
dels kun virket i faa Aar, dels ikke ret været Opgaven voxen af
Mangel paa Færdighed i det danske Sprog. Under disse Forhold
laa det H. T. alvorlig paa Sinde at faa en god kirkelig og sædelig
Orden indført i hans vidtstrakte Stift. Allerede i Fortalen til sin
ovennævnte Postil havde han indtrængende opfordret Kongen til
at tage sig af Kirker og Skoler, af Hospitaler og fattige og ved
strænge Straffe at hemme «Mord og Mandslæt, vrange og vildige
Domme, det vitterlige og saare almindelige Skjørlevned, det
overflødige Slemmeri og de store, forfængelige Eder med andre flere
Saadanne aabenbare onde Sædvaner». Efter at H. T. som Biskop
selv havde faaet Øvrighedsmagt, laa det derfor nær for ham at
gjøre, hvad han kunde, for at sætte en Dæmning mod de onde
Vaner og at ophjælpe det kirkelige og kristelige Liv i hans Stift.
Den samme frygtløse Nidkjærhed, der havde udmærket hans
tidligere Virksomhed, fulgte ham ogsaa paa Bispestolen. Kirker,
Skoler og Hospitaler havde i ham en trofast Værge; Overtro og
Trol-domskunster, der vare en slet Arv fra Fortiden, søgte han med
Alvor at bekæmpe, som det ses af et udførligt Sendebrev, han herom
lod udgaa til Stiftets Præster; men gode Sæder havde i ham en
kraftig Støtte og Forsvarer i en Tid, da megen Raahed gik i Svang,
og da det mangen Gang kunde være en farlig Sag at angribe onde
Vaner, der havde vundet Hævd blandt Befolkningen. Kan det end
vistnok med Føje siges, at H. T. undertiden tog Tingene paa en
heftigere og skarpere Maade, end det strængt taget behøvedes, saa
var denne Heftighed nøje knyttet til det bedste i hans Karakter.
Betegnende er saaledes hans Iver for at gjennemføre alvorlig
Kirketugt, og det ikke blot mod de smaa, men ogsaa mod de store,
som ellers vare vanskelige at ramme. Adelen tillod sig, skjærmet
af sine Standsprivilegier, ofte Voldsomheder og Raaheder, som den
verdslige Arm vanskelig kunde og nødig vilde ramme, men som
H. T. haabede at kue ved en Stræng Kirketugt. Til denne «uædle
jyske Adel», som han kaldte den, stod han som oftest i et meget
spændt Forhold. Han kunde ikke rolig se paa, at den stillede sig
uden for Loven og plyndrede Kirker og kirkelige Stiftelser for
Ejendomme, der endnu vare dem levnede. Adelen gjorde fra sin
Side Gjengjæld og fremkom 1552 med et Andragende til Kongen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
