Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tscherning, Anton Frederik, 1795-1874, Officer og Politiker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Taler end være lange og vidtsvævende, virkede de aldrig
trættende; thi man mærkede snart, at et lyst Hoved og et varmt
Hjærte stod bag ved. Hans Veltalenhed var stærkt improviserende
og tit springende; den kunde skifte fra det pathetiske til det
burleske og stundum give sig Udslag i mærkelige Paradoxer, men var
baade livfuld og aandfuld.
Næst at kæmpe for at hæve Almuen og særlig Bondestanden
til bedre Livsvilkaar gik hans Stræben ud paa at gjennemføre
Stræng Sparsommelighed i Statens Husholdning og paa at indskrænke
Embedsmændenes Tal og Magt. Den Uvilje og Ringeagt, han
tidlig havde indsuget imod Frederik VI’s Embedsvæsen, og som
senere skærpedes ved den politiske Modsætning til det
nationalliberale Parti, udvikledes til en stærk Bitterhed mod hele
Embedsstanden («det lærde Lav», «Levebrødsmændene», «de skrivende
Haandværkere», som han kaldte dem). Det var end ikke langt
fra, at den nationale Brydning i Sønderjylland for ham kom til at
staa som Udslaget af en Kamp mellem Kjøbenhavns og Kiels
Universiteter om, hvem der skulde uddanne Embedsmændene der
ovre. Han ønskede at indskrænke Statens Virksomhed til saa faa
Omraader som muligt og at holde Statsmagtens Indblanding borte
fra alle Opgaver, som privat Foretagsomhed kunde eller burde
magte. T. var ikke alene en Modstander af, at Staten drev
Fabrikker, Stutterier o. desl., men vilde ogsaa helst, at alt højere
Skolevæsen, Seminarier, Theater gik over i private Hænder; han
misbilligede afgjort Oprettelsen af Landbohøjskolen og stemte imod
Bevillinger til Folkehøjskolerne, saa vel som til alskens
Næringsvejes, ogsaa Landbrugets Fremme. Han kæmpede for
Næringsfrihed og Rentefrihed, ja selv for Udstyknings- og
Sammenlægningsfrihed, stik imod Flertallet af sine Partifæller. Han vilde give
Kommunerne fuldt Selvstyre, i det Statens Tilsyn nærmest skulde
øves ved en lovbunden Begrænsning af den kommunale Skatteydelse.
Paa samme Maade skød han Fastsættelse af Undervisningsplaner
o. desl. bort fra Rigsdagen og over til Regeringen, i det han nøjedes
med Rigsdagens middelbare Indflydelse gjennem Pengebevilling.
Skjønt han ingenlunde savnede Forstaaelse af eller Agtelse for de
aandelige Interesser, kunde han af sin Uvilje mod Statstilskud til
disses Fremme lade sig henrive til meget nedsættende Udtalelser,
som vakte stor Forargelse; særlig omtalte han de offentlige
Samlinger, som om de kun rummede lærde Snurrepiberier.
Den ledende Tanke i hele T.s Rigsdagsgjerning er en ensidig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
